Det var et mere end almindeligt hjælpsomt personale, som Inge Munck og hendes familie blev mødt af, da de kom til at tage den forkerte færge hjem fra Bornholm.
Familien havde været til bryllup på Bornholm og skulle tage færgen hjem til Sjælland. Uheldigvis var de blevet guidet igennem den forkerte dør og var endt på færgen til Ystad i Sverige i stedet for færgen til Sjælland. Det skriver Ekstra Bladet.
Familien finder først ud af fejltagelsen, da de sidder omborg på færgen, men da er det for sent. Heldigvis for familiefreden var personalet fantastisk hjælpsomme.
"De var klar til at sende os videre fra Ystad til København med en taxa, og vi fik lov til at spise på skibets regning," forklarer Inge Munck til Ekstra Bladet.
Allerede før familien kom til Ystad fandt de dog ud af, at dagen bød på flere udfordringer. Familiens hund måtte ikke komme ind i Sverige.
"Vi troede jo ikke, at vi skulle ud af Danmark, så vi havde ikke de nødvendige papirer med, og det var ikke nok at love, at hunden ville blive i taxaen hele vejen til København."
Dette fandt personalet dog også en løsning på. De sørgede for, at en fra familien kunne tage turen retur til Rønne, overnatte og tage videre næste dag til Sjælland med det firbenede kæledyr.
Ifølge Annette Timmermann, der er pressekoordinator hos selskabet bag BornholmerFærgen, Færgen, hører det til sjældenhederne, at passagerer kommer med den forkerte færge.
Hun er glad for at familien trods alt fik en god oplevelse og understreger, at det er helt normalt at hjælpe, når den slags sker.