Woods tilbage på banen: Spiller US Masters
Den 39-årige golfstjerne Tiger Woods er færdig med sin pause og deltager i næste uges US Masters i Augusta.
Den 39-årige amerikaner faldt tidligere på ugen for første gang i næsten to årtier ud af top-100 på verdensranglisten.
Den 39-årige amerikaner faldt tidligere på ugen for første gang i næsten to årtier ud af top-100 på verdensranglisten. Foto: Lenny Ignelzi/AP


Tiger Woods vender tilbage til golfbanerne i næste uge, hvor den amerikanske stjerne deltager i US Masters.

Woods annoncerede for to måneder siden en pause på ubestemt tid på grund af dårlige resultater og præstationer.

- Jeg deltager i Masters, siger Woods.

- Det er meget vigtigt for mig, og jeg ønsker at være her. Jeg har arbejdet meget med mit spil og ser frem til at konkurrere.

- Jeg glæder mig til at komme til Augusta og sætter stor pris på alles støtte, fortæller amerikaneren.

Tiger Woods var senest i aktion på PGA Touren den 5. februar, da han trak sig fra en turnering på grund af rygsmerter. En uge senere annoncerede han sin pause.

Spekulationerne om et comeback begyndte at tage fart i denne uge, da Woods blev set træne på Augusta-banen.

Den 39-årige amerikaner faldt tidligere på ugen for første gang i næsten to årtier ud af top-100 på verdensranglisten.

Woods har i løbet af karrieren vundet 14 af de prestigefyldte major-turneringer. Den seneste triumf fandt sted helt tilbage i 2008, da han tog sejren ved US Open.

Tiger Woods overgås af legenden Jack Nicklaus, der nåede op på 18 major-titler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.