Woods' tidligere caddie: Jeg følte mig som hans slave
Tiger Woods' caddie gennem mere end ti år langer i en ny bog hårdt ud efter den skandaleombruste golfstjerne.
Tiger Woods får hård kritik af Steve Williams, der arbejdede som caddie for golfspilleren fra 1999 til 2011.
Tiger Woods får hård kritik af Steve Williams, der arbejdede som caddie for golfspilleren fra 1999 til 2011. Foto: Polfoto, AP, Chris O'Meara/free


Fra 1999 og frem til 2011 var Steve Williams caddie for golfsportens tidligere verdensetter Tiger Woods, der i 2009 blev ramt af en massiv utroskabsskandale.

Nu udgiver Steve Williams en ny bog om sit job som medhjælper for Woods, hvor Williams i perioden blev verdens mest kendte og bedst betalte caddie. Det er dog langt fra pæne ord, der pryder beskrivelsen af Williams' tidligere chef.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

- En ting, som altid irriterede mig, var, at han kastede golfkøllen bagud på en flabet måde og ventede på, at jeg skulle samle den op. Jeg var ukomfortabel ved at bøje mig ned efter den, som om jeg var hans slave, siger Williams ifølge hjemmesiden Golfweek.

- En anden ting var hans vane med at spytte efter hullet, når han missede et put.

Den tidligere caddie er også selv kendt som lidt af en hidsigprop og har flere gange fået kritik for sin opførsel på golfbanen. Blandt andet har han kastet en tilskuers kamera i vandet, efter at vedkommende tog et billede, mens Tiger Woods var ved at skyde.

Da Woods blev ramt af en utroskabsskandale tilbage i 2009, fortsatte Williams som caddie for Woods. Williams fastholder, at han intet kendte til Woods' utroskab.

- Kun en håndfuld af hans nærmeste venner vidste, hvad der foregik. Jeg vidste det ikke, eftersom Tiger aldrig ville vove at fortælle mig det, siger Williams.

- Jeg mener, at man er ansvarlig for sine egne handlinger, og jeg har ingen sympati for dem, der bliver afhængig af stoffer, gambling eller sex, siger han.

Den nu 39-årige Woods er i øjeblikket ude med en rygskade. Han har i alt ligget nummer et i 683 uger, men er i øjeblikket nummer 351 i verden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.