Woffinden er verdensmester i speedway for anden gang
Briten Tai Woffinden er verdensmester i speedway. Han sikrede sig titlen ved sæsonens næstsidste grandprix.
Tai Woffinden er for anden gang i karrieren verdensmester i speedway.
Tai Woffinden er for anden gang i karrieren verdensmester i speedway. Foto: JAREK PABIJAN/POLFOTO


Den britiske speedwaykører Tai Woffinden kan for anden gang i karrieren kalde sig verdensmester i speedway.

Det er en kendsgerning under lørdagens grandprix i polske Torun - sæsonens næstsidste.

Woffinden har længe lignet en kommende verdensmester, og nu kan han ikke længere hentes i den samlede stilling af sidste års verdensmester, Greg Hancock, der ligger nummer to.

Woffinden, der også blev verdensmester i 2013, sikrede sig titlen endeligt i lørdagens første semifinale.

Det var endda uden selv at køre. Woffinden var nemlig ikke selv kvalificeret til semifinalen.

Men da den nærmeste konkurrent, Greg Hancock, sluttede på sidstepladsen i den første semifinale, var det hele afgjort til Woffindens fordel.

Briten har kun vundet to ud af sæsonens 11 grandprixer, men har været den mest stabile kører hen over sæsonen.

Han viste, da sejren var en realitet, stort overskud og dedikerede sejren til den australske kører Darcy Ward, der tidligere på sæsonen kom slemt til skade og er blevet opereret flere gange.

- Det er endnu en udfordring, men jeg er sikker på, du nok skal komme igennem den, siger Woffinden.

Han tror selv på, at han kan begynde en stime af verdensmesterskaber.

- Jeg vil komme endnu stærkere og bedre tilbage i næste sæson, siger briten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.