For første gang i syv år lykkedes det ikke at finde en vinder af windsurfernes World Cup i Klitmøller.
Vinden blev væk det meste af ugen, hvilket gjorde det noget nær umuligt at få gang i konkurrencen. Lørdag lykkedes det dog at gennemføre kvalifikationen, inden vinden stilnede af igen.
- Det er naturligvis træls, at vi ikke kan kåre en vinder her i Klitmøller, siger Robert Sand, der er projektleder for World Cuppen i Klitmøller, i en pressemeddelelse.
- Men vi kan ikke bestemme over vejret, så det er meget normalt i den her sport. Faktisk er det imponerende, at vi har fundet en vinder alle de foregående seks år, fortsætter han.
Danmarks bedste bølgewindsurfer, Kenneth Danielsen, bekræfter, at vinden ofte driller i World Cuppen.
- Vi er så vant til, at det er vejret, der bestemmer, om vi kan komme på vandet. Det sker hvert eneste år i World Cuppen, siger han i pressemeddelelsen.
/ritzau/