Williams vinder French Open efter dramatisk finale
Serena Williams var i alvorlige problemer undervejs, men besejrede Lucie Safarova i tre sæt.
Serena Williams var i store problemer undervejs, men vandt French Open-finalen over Lucie Safarova i tre sæt.
Serena Williams var i store problemer undervejs, men vandt French Open-finalen over Lucie Safarova i tre sæt. Foto: Michel Euler/AP


Serena Williams kan for tredje gang i karrieren kalde sig French Open-mester, men den sygdomssvækkede verdensetter måtte slide hårdt for sejren i lørdagens dramatiske finale mod den tjekkiske outsider Lucie Safarova.

Williams vandt kampen i tre sæt med 6-3, 6-7, 6-2, men hun var i store problemer undervejs i et opgør, hvor spillerne skiftedes til at have overtaget.

Amerikaneren så ud til at cruise mod sejren, da hun efter to servegennembrud førte 4-1 i andet sæt, men pludselig vendte kampen, og Safarova havde storfavoritten alvorligt i tovene.

På forhånd var der sået tvivl om Serena Williams' helbred, efter at hun var syg i semifinalen i torsdags, ligesom hun fredag måtte aflyse både træning og pressekonference for i stedet at blive under dynen.

Men da først finalen kom i gang, lignede Williams sig selv, og hun tog straks initiativet med sine velkendte tunge grundslag.

Et enkelt servegennembrud var nok i første sæt, som blev vundet med 6-3 på godt en halv time.

Williams fortsatte stilen i starten af andet sæt, men bagud 1-4 slap Safarova endelig håndbremsen og spillede atter så ubekymret som tidligere i turneringen.

I et imponerende comeback udlignede hun til 4-4, og da hun for alvor havde ryggen mod muren ved 5-6, brød hun for tredje gang amerikanerens serv og vandt den efterfølgende tiebreak.

Safarova red videre på bølgen i tredje sæt og brød omgående Williams' serv, men med en kraftanstrengelse kom verdensetteren tilbage og vandt seks partier i træk og dermed sættet 6-2.

Sejren er Serena Williams' tredje i den parisiske grusturnering, som hun også vandt i 2002 og 2013.

I alt er den 33-årige amerikaner nu oppe på imponerende 20 grand slam-titler og godt på vej til at indhente Steffi Graf, der er historiens næstmest vindende i grand slam-sammenhæng med i 22 titler.

Helt i front på den evige hitliste finder man australieren Margaret Court, der vandt 24 af de eftertragtede turneringer mellem 1960 og 1973.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.