Prins William og hertuginde Kate er officielle gæster i det lille kongedømme Bhutan, der kan oversættes til "Tordendragens Land", hvor den lokale konge og dronning har taget imod det britiske par.
Kongen, Jigme Khesar Namgyel Wangchuk, og dronningen, Jetsun Pema, går sågar under prædikatet "Himalayas William og Kate", fordi de selv er unge og bliver anset som fashionable og moderne, akkurat som deres britiske modstykker, skriver Daily Mail.
"Himalayas William og Kate" er blot 36 og 25 år gamle, og de er dermed det yngste regentpar i verden. Til sammenligning er prins William og hertuginde Kate 33 og 34 år, men de sidder heller ikke på tronen endnu.
De to unge, royale par skal blandt andet fornøje sig med en stor middag, lige som der er fundet plads i programmet til en seks timer lang vandretur i bjergene.
Den lille nation mellem Indien og Kina er et stop på William og Kates orientalske rundtur, hvor de også har rejst rundt i Indien, inden de naturligvis skal hjem og fejre dronning Elizabeths 90-års fødselsdag den 21. april.
Du kan både se billeder og video fra mødet mellem de royale par i Bhutan her:
http://www.dailymail.co.uk/news/article-3539164/Welcome-Land-Thunder-Dragon-Duke-Duchess-Cambridge-arrive-Bhutan-ahead-meeting-King-Queen-dubbed-William-Kate-Orient.html
/ritzau/FOKUS