William Kvist vil slutte karrieren i FCK
Målet er at komme til en engelsk klub i den bedste fodboldrække for William Kvist, som snart er transferfri.
Andreas Bjelland, Jonas Lössl, William Kvist og Simon Poulsen på træningsbanen.
Andreas Bjelland, Jonas Lössl, William Kvist og Simon Poulsen på træningsbanen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Drømmescenariet i sommerens transfervindue vil være at skifte til en topklub i London, mens karriereafslutningen meget gerne må ske i barndomsklubben FC København.

William Kvist har allerede styr på fremtidsplanerne på både kort og lang sigt. Selv om et skifte til FCK nok ikke kommer på tale i det kommende transfervindue, så er det planen at vende tilbage til hjerteklubben om nogle år.

- Jeg vil gerne slutte karrieren i FCK. Og jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg ønsker også at give noget tilbage. Og det vil også blive noget andet, end sidst jeg var der.

- Dengang var det som en yngre spiller, som skulle finde sig selv. Jeg glæder mig til at komme hjem til FCK og opnå de sidste sjove ting i karrieren. Denne gang ville det blive en ny periode og en ny æra.

- Hvis det kan lade sig gøre, og FCK kan bruge mig, og jeg stadig er fit, siger Kvist.

Den danske landsholdsspiller håber i de kommende uger eller måneder på at skifte til en klub i den bedste engelske fodboldrække, når kontrakten med Wigan løber ud 1. juli.

Drømmeklubben lige nu vil være en engelsk klub fra London-området.

- Kan man kombinere det med at bo i den måske fedeste by i Europa, så ville det være fantastisk. Det er også nemmere med sproget. Vi kan rigtigt godt lide at bo i England.

- Så hvis du kender nogen fra Arsenal, Tottenham eller Chelsea, så må du lige ringe, joker Kvist.

Han vil efter landskampene mod Montenegro og Serbien henholdsvis 8. og 13. juni holde formen ved lige med en disciplineret træningsindsats.

- Jeg har ikke prøvet at være transferfri før. I efterhånden lidt for mange transfervinduer har jeg dog vidst, at jeg skulle noget andet. Men de andre år har jeg været på kontrakt i en klub.

- Fra 1. juli har jeg ikke en arbejdsgiver mere. Andet end mig selv. Og han er også hård. Han er faktisk hårdere end de fleste, selv om Bruno Labbadia (tidligere træner i Stuttgart, red.) også var hård, lyder det med et smil fra Kvist.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.