FC København har foreløbig fået point i tre ud af fire kampe i denne sæsons Champions League, og det skyldes ifølge midtbanespilleren William Kvist, at spillerne rammer deres topniveau hver gang i turneringen.
Det siger han efter onsdagens 0-0-kamp mod Leicester i Telia Parken, hvor FCK i lange perioder var det dominerende hold.
- Man må sige, at vi har ramt vores topniveau i alle vores kampe i turneringen. Det har vi været dygtige til. Hvis vi rammer et middelniveau i Champions League, så taber vi også kampene, siger William Kvist.
- Det er nemmere at ramme topniveauet i Parken end på udebane, men generelt har vi en god tradition for at ramme topniveauet europæisk, tilføjer han.
Forud for turneringen havde han været godt tilfreds med at stå i en situation efter fire kampe, hvor FCK selv kan afgøre, om holdet skal kvalificere sig til ottendedelsfinalen i turneringen.
- Vi vidste ikke 100 procent, hvor vores niveau i Champions League var inden den første kamp, men vi har allerede bestået niveautesten.
- Så er det spørgsmålet, om vi kan lægge kirsebærret på toppen ved at skulle spille Champions League eller Europa League i foråret.
- Hvis du havde sagt på forhånd, at vi skulle slå Porto i Parken for at få en matchbold i Brugge, så havde jeg købt den. Det er der ingen tvivl om. På den måde er vi rigtig godt tilfredse, siger William Kvist.
Landsholdsspilleren kan dog godt ærgre sig over, at det trods dominans ikke lykkedes at slå Leicester onsdag aften. En sejr havde holdt FCK foran Porto i gruppe G, men portugiserne er nu to point foran FCK.
- Vi skabte nogle chancer, og hvis der skulle have været en vinder, så var vi nok tættere på. Jeg tror ikke, at de havde et reelt spark på mål.
- Man kunne mærke gennem hele kampen, at de bare lå og ventede på, at vi lavede en fejl eller to, så de kunne køre den anden vej. Den fælde gik vi ikke i.
- Man kan sige, at det var et modent FCK-hold, fordi vi fik afsluttet angrebene ordentligt, og vi ikke var dumdristige. Vi ville gerne have haft en forløsende scoring, for så havde kampen været perfekt gennemført, siger William Kvist.
FCK møder Porto i København 22. november.
/ritzau/