Wildcard er sidste VM-chance for Vestergaards Tyskland
Træner Jakob Vestergaard og hans tyske kvindelandshold håber på IHF's hjælp til at komme til VM i Danmark.
Jakob Vestergaard fik en skuffelse i sin første vigtige opgave med det tyske kvindelandshold, som tabte i playoff-kampene til VM i Danmark.
Jakob Vestergaard fik en skuffelse i sin første vigtige opgave med det tyske kvindelandshold, som tabte i playoff-kampene til VM i Danmark. Foto: Jens Wolf/AP


En hjælpende hånd fra det internationale håndboldforbund (IHF) er sidste chance, hvis det tyske kvindelandshold i håndbold og dets danske træner Jakob Vestergaard skal være med ved VM i Danmark i december.

Tyskerne tabte i weekenden den anden playoff-kamp til Rusland med 26-27 og skulle dermed under normale omstændigheder vinke farvel til VM-slutrunden.

Men IHF har valgt at uddele to wildcard umiddelbart før lodtrækningen i Kolding 24. juni, og nu håber tyskerne at score den ene billet - præcis som det tyske herrelandshold gjorde op til VM i Qatar tidligere på året.

- Wildcardet hjalp vores herrer videre, fordi vi havde et koncept for holdet. Hvis vi kan fremvise noget lignende for kvinderne, vil vi søge om et wildcard, siger vicepræsidenten i det tyske håndboldforbund (DHB), Bob Hanning til nyhedsbureauet dpa.

- Der skal være en mening med at få et wildcard, og man skal fortjene det ved at have en plan for fremtiden, forklarer Hanning.

Han slår i øvrigt fast, at Jakob Vestergaard trods skuffelsen mod russerne fortsat sidder sikkert som landstræner. Han tiltrådte i februar som afløser for landsmanden Heine Jensen.

Hvis tyskerne får held med ansøgningen om et wildcard til VM, kan Vestergaard også fortsat gøre sig håb om at komme med til OL i Rio næste år.

Ud over VM-medaljer er der adgang til OL-kvalifikationen på spil i december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.