Ulrik Wilbek afviser over for Ritzau, at han under og efter OL forsøgte at fyre Gudmundur Gudmundsson som landstræner for håndboldherrerne.
Tirsdag annoncerede Wilbek, at han stopper som sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), efter at en række medier havde beskrevet, hvordan Wilbek under og efter OL forsøgte at få landstræneren fyret.
Men det passer simpelthen ikke, lyder det fra Wilbek. Efter et døgns tavshed uddyber han sit farvel.
- Der har været en fremstilling i dele af pressen, som jeg ikke kan genkende. Det har skabt så meget uro, at jeg ikke længere kunne se mig i jobbet.
- Selvfølgelig har der været møder under OL. Men jeg vil ikke sige med hvem og hvornår.
- Jeg kan kun sige, at der ikke har været nogen form for illoyalitet over for nogen parter. Og jeg kan helt afvise, at jeg har forsøgt at få Gudmundur fyret, siger Wilbek.
Der har også været skriverier om, at Wilbek dagen efter OL-finalen forsøgte at få spillerne til at sige god for en fyring af landstræneren.
- Vi har lige vundet guld. Tror man så, at jeg kan finde på at iværksætte en fyring efterfølgende? Det er så langt ude, siger Ulrik Wilbek.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad samtalerne under OL har drejet sig om.
- Denne sag er mærkelig, fordi jeg har ikke lyst til at være illoyal over for nogen som helst. Og derfor er det bedst, at jeg trækker mig, når det nu er mig, som er blevet fremstillet som den store skurk i det her, siger Wilbek.
Til sidst som sportschef og før det som landstræner for både kvinderne og herrerne har Ulrik Wilbek fejret mange triumfer. Han er ked af den måde, det må slutte på.
- Jeg skal nok komme videre. Det, jeg kerer mig allermest om, er dansk håndbold, og jeg håber i den grad, at dansk håndbold kommer videre.
- Det vil jeg følge fra sidelinjen nu, og det vil jeg altid gøre, siger Wilbek.
Han vil ikke røbe, om han har talt med spillerne eller Gudmundsson efter beslutningen om at stoppe som sportschef.
- Jeg har talt med rigtig mange, siger han.
Wilbek er enig i, at det er drastisk at træde tilbage, når det ifølge ham er usandheder, der fører til stoppet. Men sådan må det være, siger han.
- Der er kommet ting frem, der fremstiller min person i et lys, så jeg ikke synes, at jeg kan fortsætte. Skriverierne kom til at fylde for meget i forhold til håndbolden, Gudmundur og spillerne.
- Så næste gang vi skulle samles, havde jeg svært ved at se, at jeg igen skulle stå der, og så ville visse medier kloge sig på, om jeg nu kunne det.
- Derfor var det bedst at stoppe nu. Jeg skulle alligevel stoppe om et år, siger Wilbek, der har en ambition om at blive borgmester i Viborg for Venstre ved næste års kommunalvalg.
Håndboldherrerne endte med at vinde OL-guld med en finalesejr over Frankrig.
/ritzau/