Wilbek hilser regelændringer til VM velkomne
Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, glæder sig over fire regelændringer før VM i Danmark.
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, ser med tilfredshed frem til kommende regelændringer.
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, ser med tilfredshed frem til kommende regelændringer. Foto: DE LA FUENTE CHARLOTTE/Polfoto


Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har offentliggjort fire regelændringer, der første gang tages i brug til december ved kvindernes VM i Danmark.

Reglerne omfatter passivt spil, et blåt kort, usportslig optræden i det sidste minut samt muligheden for at spille syv mod seks.

Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, ser med tilfredshed frem til regelændringerne.

I forhold til tidligere vil det til VM være sådan, at når varselstegnet for passivt spil er givet, har angriberholdet seks afleveringer, inden der skal afsluttes.

- Det er en god regel, fordi det fremover bliver meget mere gennemskueligt for tilskuerne, hvornår der dømmes passivt spil.

- Spillerne ved, hvad de har at rette sig efter, ligesom dommerne heller ikke kan manipuleres af spillere eller publikum, siger Wilbek til DHF's hjemmeside.

Ved et rødt kort har der tidligere været tvivl om, hvorvidt forseelsen udløser karantæne eller ej. Nu går dommerne ud til observatøren, og sammen vurderer de på stedet, om forseelsen er grov nok til en karantæne.

- Det er positivt, vi undgår, at en skriftlig indberetning afgør, om der bliver karantæne eller ej.

- Med den nye regel har dommer og observatør tid til at vurdere forseelsens karakter og sammen træffe et valg om, hvorvidt der skal gives karantæne, siger Wilbek.

Reglen om et blåt kort er allerede taget i brug i Danmark. Fremover giver en sådan forseelse altid straffekast til det forurettede hold.

Samtidig har IHF ændret perioden fra at gælde det sidste minut af en kamp til nu kun at gælde de sidste 30 sekunder.

- Reglen kender vi allerede, og det er glimrende, at det hold der udøver den usportslige optræden, ikke kan afgøre en kamp til egen fordel i slutfasen.

- Reglen er endda blevet lidt mere skarp, efter den er gået ned fra et minut til 30 sekunder, da der kan være flere angrebssekvenser i begge ender af banen i løbet af et minut, forklarer Wilbek.

Man må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have målmandstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren.

- Det er den mest vidtgående regelændring af de fire. Den kan få store konsekvenser for både angrebs- og forsvarsspillet, som vi kender det.

- Det kan på længere sigt fremelske helt andre angrebstyper, end dem vi ser i dag, lyder det fra Wilbek.

Det vides endnu ikke, om ingen, nogle eller alle reglerne vil blive benyttet under EM for herrer i januar, men reglerne træder i kraft på verdensplan fra 1. juli 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.