Wilbek: Danmark har gode kort på hånden mod Spanien
Danskerne må - i modsætning til Spanien - være fulde af selvtillid inden den afgørende EM-kamp, mener Wilbek.


Det spanske kvindelandshold lagde benhårdt ud ved EM med stærkt spil og tre sejre i den indledende runde, men siden er holdet gået noget i stå med to nederlag i mellemrunden.

Og derfor står Danmark med gode kort på hånden inden vind-eller-forsvind-kampen onsdag aften, hvor der står en semifinaleplads på højkant.

Det mener sportschefen i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek.

- Hvad ville du helst? Være Spanien, der har tabt sine seneste to kampe og er uden selvtillid. Eller være Danmark, der har vundet de seneste to, er fuld af selvtillid og kan nøjes med uafgjort, spørger Wilbek retorisk.

Han mener, at medierne har været alt for hurtige til at dømme danskerne ude af medaljestriden efter uafgjort mod Rumænien og nederlag til Norge i den indledende runde.

- Et mesterskab handler om meget mere end én kamp. Det er noget med at turde bruge mange spillere i starten af turneringen. Man skal bygge noget op undervejs, og pludselig fungerer det.

- Spillemæssigt har Danmark været op og ned, og sådan er det jo i mesterskaber. Det undrer mig altid, når et hold bliver afskrevet, bare fordi det har tabt en håndboldkamp. Det handler om at blive bedre undervejs i turneringen, siger Wilbek.

Danmarks kamp mod Spanien begynder klokken 18.15. Med sejr eller uafgjort er danskerne klar til semifinalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.