Wiggins lancerer sit eget cykelhold
Bradley Wiggins vil fra 1. maj blive kaptajn på Team Wiggins, der skal forberede ham til OL i Rio.
Et nyt cykelhold har set dagens lys - Team Wiggins.
Et nyt cykelhold har set dagens lys - Team Wiggins. Foto: Daniel Ochoa de Olza/AP


Den tidligere Tour de France-vinder Bradley Wiggins kan nu også kalde sig chef for sit eget hold, efter at han torsdag har offentliggjort det nystartede Team Wiggins.

Holdet skal køre landevejsløb, men dets primære funktion bliver at forberede Wiggins og hans holdkammerater til OL i Rio, hvor Storbritannien jagter guld i banecykling.

Wiggins forlængede tidligere på ugen sin kontrakt med Team Sky til 30. april, og derefter vil han skifte til det nye hold, hvor Steven Burke, Mark Christian, Jon Dibben, Owain Doull, Iain Paton, Daniel Patten, Andy Tennant og Michael Thompson bliver holdkammeraterne.

Team Wiggins bliver sponsoreret af Sky og vil få status af Continental-hold, tredje niveau i cykelholdenes hierarki.

- Ambitionen er at bane vejen til guld ved OL i Rio, siger Bradley Wiggins ifølge Sky Sports.

- Vi har en masse baneryttere på holdet, og det betyder, at vi kan træne sammen året rundt, og det er præcis det, vi har brug for i jagten på at vinde holdforfølgelsesløbet i Rio, forklarer Wiggins.

Briten, der vandt Tour de France i 2012, meddeler i øvrigt, at han i juni vil forsøge at slå timerekorden, som for tiden indehaves af østrigeren Matthias Brandle.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.