WHO: Zikavirus er sporet i Afrika
Det er blevet bekræftet, at zikavirus er i omløb i Afrika for første gang, siger WHO.
Ziakvirus er nu blevet konstateret i Afrika, hvilket får WHO til at opfordre kontinentets lande til at øge deres forebyggende indsats.
Ziakvirus er nu blevet konstateret i Afrika, hvilket får WHO til at opfordre kontinentets lande til at øge deres forebyggende indsats. Foto: Ricardo Mazalan/AP


Den frygtede zikavirus er nu blevet sporet i Afrika for første gang, siger verdenssundhedsorganisationen WHO.

Zikavirus, der primært spredes af myg, er farlig for gravide kvinder, da det kan forårsage, at babyer fødes med unormalt små kranier og kan blive hjerneskadet.

Derfor er det ifølge WHO stærkt bekymrende, at den myggebårne smitte har nået Afrika.

- De nye oplysninger skaber bekymring, fordi det er et bevis på, at zika spreder sig ud over Sydamerika og er på dørtrinet til Afrika, siger WHO's direktør i Afrika, Matshidiso Moeti.

Zikavirus er blevet bekræftet i Afrika, efter at det blev konstateret fra indsamlede prøver fra Cape Verde, oplyser WHO.

Med den nye information håber WHO, at de afrikanske lande vil tage deres forholdsregler for at forhindre, at smitten spreder sig.

- Informationen vil hjælpe afrikanske lande til reevaluere deres risikobedømmelse og justere og forøge deres forbyggende indsats, siger Matshidiso Moeti.

Hun anbefaler blandt andet strikse rejserestriktioner for at forsøge at stoppe spredningen af sygdommen.

I april advarede WHO netop om, at der er risiko for, at antallet af mennesker, der bliver smittet med zikavirus, kan stige markant i disse måneder.

Samtidig advarede organisationen om, at zikavirus kan sprede sig til nye dele af verden, fordi myggesæsonen står for døren i Europa. Samtidig har flere lande oplevet tilfælde, hvor virusset er blevet overført seksuel.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har slået endeligt fast, at der ikke længere hersker nogen tvivl om, at det myggebårne zikavirus er årsag til medfødte misdannelser hos fostre.

Det gælder eksempelvis mikrokefali, hvor børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor udvikler hjerneskader.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.