WHO: Senegal er ebolafri
Det vestafrikanske land Senegal er fri for den dødbringende virus ebola, vurderer verdenssundhedsorganisation.
WHO har fjernet Senegal fra listen med ebola-ramte lande.
WHO har fjernet Senegal fra listen med ebola-ramte lande. Foto: Tony Gutierrez/AP


Senegal er fredag officielt ikke mere på listen over de lande, der plages af den dødelige sygdom ebola.

Sådan lyder meldingen fra verdenssundhedsorganisationen WHO, der begrunder det med, at der er gået 42 dage, uden at der er blevet registreret nye tilfælde med ebola. De seks uger er dobbelt så lang tid som ebolas inkubationstid.

- WHO erklærer officielt ebola-udbruddet i Senegal for slut og roser landet for sin flid til at stoppe den smittende virus, siger WHO i en erklæring.

Senegal har angiveligt kun haft én ebolapatient, som var en mand fra Guinea. Manden har haft kontakt med 74 personer, og ingen af dem er blevet smittet med sygdommen.

WHO forventer samtidig, at et andet vestafrikansk land, Nigeria, bliver erklæret fri for ebola på mandag den 20. oktober. I Nigeria er otte mennesker døde af den dødbringende sygdom under udbruddet.

I Afrika har flere end 4500 mennesker mistet livet som følge af det værste ebolaudbrud nogensinde, oplyser WHO. Den dødelige sygdom er gået værst ud over de vestafrikanske lande Guinea, Sierra Leone og Liberia.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.