WHO: Minimal risiko for zikavirus under OL
Atleter og tilskuere behøver ikke frygte for at blive smittet med zikavirussen under OL, meddeler WHO.
Myg i Brasilien kan smitte med zikavirussen. Under OL er risikoen ifølge WHO minimal.
Myg i Brasilien kan smitte med zikavirussen. Under OL er risikoen ifølge WHO minimal. Foto: Felipe Dana/AP


Verdenssundhedsorganisationen WHO meddeler, at der er en meget lille risiko for, at zikavirussen spreder sig i august, når der bliver afholdt OL i brasilianske Rio de Janeiro. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Smitte med zikavirus giver symptomer som feber, røde øjne og hovedpine, og det kan give misdannelser hos fostret, hvis en gravid bliver smittet.

Derfor kommer meddelelsen fra WHO som en god nyhed for de atleter, der har overvejet, om det er risikoen værd at tage til Brasilien.

- Vores komité har konkluderet, at der er en meget lav risiko for yderligere spredning af zikavirussen under de olympiske lege og de paraolympiske lege, som Brasilien er vært for.

- Der bør ikke være generelle restriktioner mod at rejse til lande eller områder, hvor zikavirussen eksisterer, meddeler WHO.

Organisationen vil dog alligevel øge sine kontrolforanstaltninger i de område, hvor der er olympiske konkurrencer.

Zikavirus spredes primært af myggearten aedes.

Det anslås, at 1,5 millioner brasilianere er smittet med zika, og næsten 1300 babyer skulle være født med mikrokefali - unormalt små hoveder og hjerner - siden zikaudbruddet begyndte sidste år. Der er ingen vaccine for virussen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.