WHO godkender 15 minutter-test til ebola
Den nye test giver ikke så præcise svar som den eksisterende, til gengæld er den simpel og kræver ikke el.
Ud over forebyggende tiltag, kan de ramte samfund nu se frem til en test, der giver hurtigt svar på, om man har ebola.
(AP Photo/Abbas Dulleh)
Ud over forebyggende tiltag, kan de ramte samfund nu se frem til en test, der giver hurtigt svar på, om man har ebola. (AP Photo/Abbas Dulleh) Foto: Abbas Dulleh/AP


Der er sket et gennembrud i kampen mod den dødelige virus ebola, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som fredag har godkendt en ny hurtigtest.

I løbet af blot 15 minutter kan man fremover få svar på, om en person er smittet med virus.

Testen er udviklet af det amerikanske firma Corgenix, og den er mindre præcis end den eksisterende PCR-test, men den er til gengæld let at gennemføre, og den kræver ikke elektricitet.

Det nuværende udbrud af ebola i Vestafrika har krævet næsten 10.000 ofre ifølge WHO.

Anskaffelse og udsendelse af testudstyr kan imidlertid ikke sendes til regionen endnu, da selskabet har brug for yderligere en uge til praktiske og administrative opgaver, som er påkrævet fra de amerikanske myndigheders side.

Antallet af ebolatilfælde er steget den seneste tid efter længere tids tilbagegang.

I sidste uge blev registreret omkring 100 nye tilfælde. De tre hårdt ramte lande Guinea, Sierra Leone og Liberia har sat et mål om, at man inden 60 dage skal bringe det tal ned på nul.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.