WHO frygter Zika-udbredelse i Asien
Det myggebårne Zikavirus er blevet fundet i 70 af verdens lande - deraf 19 lande i Asiens stillehavsregion.
Et brasiliansk barn på fire måneder med den sjældne sygdom mikroencefali, der knyttes til zikavirus. Sygdommen gør, at et barns hoved bliver unormalt lille og dets hjerne ikke udvikles optimalt.
Et brasiliansk barn på fire måneder med den sjældne sygdom mikroencefali, der knyttes til zikavirus. Sygdommen gør, at et barns hoved bliver unormalt lille og dets hjerne ikke udvikles optimalt. Foto: Ricardo Moraes/Reuters


Zikavirus er efter alt at dømme ved at blive spredt i Asien, siger Verdenssundhedsorganisationen WHO i en advarsel, efter at der er meldt om hundredvis af tilfælde i Singapore.

I Thailand er to nyfødte blevet diagnosticeret med den sjældne sygdom mikroencefali, der knyttes til zikavirus. Sygdommen gør, at et barns hoved bliver unormalt lille, og dets hjerne ikke udvikles optimalt.

- Det myggebårne virus er blevet fundet i 70 af verdens lande - deraf 19 lande i Asiens stillehavsregion, siger WHO's direktør for sundhedssikkerhed, Li Ailan.

En WHO-rapport, som blev offentliggjort ved organisationens årlige regionale møde i Manila, siger, at "det er yderst sandsynligt, at virusset spredes yderligere i regionen, som omfatter Kina, Japan, Australien samt de fleste lande og øer i det sydøstlige Asien."

- Det er meget sandsynligt, at der i regionen fortsat vil komme meldinger om nye tilfælde og muligvis også nye bølger med den, hedder det.

WHO's direktør, Margaret Chan, siger, at politiske ledere i regionen har udtrykt bekymring over udviklingen, og de siger, at sundhedsmyndighederne og eksperter stadig er usikre på, hvordan situationen skal håndteres.

- Desværre har forskerne endnu ikke svarene på mange kritiske spørgsmål, siger hun.

Der har været registreret over 400 tilfælde af Zika i Singapore, mens der i Vietnam, Filippinerne og Malaysia har været rapporteret om mindre end 20 tilfælde i hvert af landene.

Der er videnskabelig enighed om, at infektion med zikavirus hos gravide kan forårsage mikroencefali og andre misdannelser i centralnervesystemet hos fostre og nyfødte.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.