WHO: 422 millioner lider af sukkersyge
Der er fire gange flere, der i dag lider af diabetes, end i 1980. Overvægt og ekstrem fedme er skyld i det.


422 millioner mennesker lider i dag af sukkersyge, konstaterer FN's verdenssundhedsorganisation (WHO) i sin første globale rapport om sygdommen.

Det er næsten fire gange flere end i 1980.

- Globalt levede skønsmæssigt 422 millioner mennesker med diabetes i 2014 sammenlignet med 108 millioner i 1980, hedder det.

Årsagen til eksplosionen af sygdomstilfælde er overvægt, ekstrem fedme og fordi mange bevæger sig for lidt.

Sygdommen var i 2012 skyld i 1,5 millioner mennesker død.

Den langt overvejende del lider af den såkaldte type 2 diabetes, der oftest har noget med livsstil at gøre. For meget mad og for lidt bevægelse kan medføre, at den enkeltes insulinproduktion ikke kan følge med.

Når der er for lidt insulin i kroppen, stiger sukkerniveauet i blodet og kan føre til flere alvorlige følgesygdomme.

Den anden form for diabetes kaldes type 1 eller juvenil diabetes. Årsagen til at den rammer ved man kun lidt om, men den er ofte arvelig og har ikke noget med livsstil at gøre.

Den er sjældnere og rammer navnlig unge. I modsætning til type 2 er type 1-ramte ikke i stand til at producere insulin og må tilføre hormonstoffet med sprøjte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.