Whitney Houstons datter er død
Familien til Bobbi Kristina Brown bekræfter, at hun er død. Hun har ligget i kunstigt koma siden 31. januar.
Bobbi Kristina Brown, datter af Whitney Houston og Bobby Brown, er død. Arkivfoto
Bobbi Kristina Brown, datter af Whitney Houston og Bobby Brown, er død. Arkivfoto Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP


Den afdøde sangstjerne Whitney Houstons eneste datter, Bobbi Kristina Brown, er død efter at have ligget i kunstigt koma i månedsvis.

Det bekræfter familien ifølge NBC News.

Hun døde søndag 22 år gammel efter at have ligget i koma siden 31. januar, hvor hun blev fundet livløs i sit badekar.

Ifølge familien har Bobbi Kristina Brown lidt uoprettelig hjerneskade.

- Hun har endelig fået fred i Guds arme, skriver familien i en meddelelse til NBC News.

- Vi vil gerne takke alle for deres overvældende kærlighed og støtte i løbet af de seneste måneder, lyder det videre.

Bobbi Kristina Brown trak ikke vejret, da hendes partner i januar fandt hende i hjemmet i byen Roswell i delstaten Georgia.

Badekarret var ifølge CNN fyldt med vand, og den dengang 21-årige kvinde lå med ansigtet nedad.

Bobbi Kristina Browns mor, den kendte popsanger Whitney Houston, blev fundet død i et badekar på et hotel i Beverly Hills 11. februar 2012.

Whitney Houston druknede ifølge obduktionsrapporten påvirket af kokain. Desuden led hun af en hjertefejl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.