Wenger vil ikke fremskynde Walcotts comeback
Efter en 10 måneder lang skadespause er Theo Walcott klar til at styrke Arsenals offensiv.
Arsenals Theo Walcott er så småt på vej tilbage efter en 10 måneder lang skadespause.
Arsenals Theo Walcott er så småt på vej tilbage efter en 10 måneder lang skadespause. Foto: Tim Ireland/AP


Hjemmesejren på 3-0 over Burnley var ikke det eneste, som Arsenal-manager Arsène Wenger kunne glæde sig over lørdag.

10 måneder efter at have pådraget sig en alvorlig knæskade var angriberen Theo Walcott klar til sit længe ventede comeback.

Den franske manager forventer, at det vil løfte Arsenals offensiv yderligere, men det er nødvendigt at tage små skridt.

- Det er godt at have Theo tilbage. Forhåbentlig kan han køre på uden at opleve noget tilbageslag, siger Wenger.

Han sendte Walcott på banen 10 minutter før tid mod Burnley og vil ikke forcere angriberens vej tilbage til topformen.

- Efter at have været ude i 9-10 måneder får man op- og nedture, og det skal jeg håndtere fornuftigt, da jeg ikke vil begå nogle fejl med ham, siger manageren.

Wenger mente, at det kan hjælpe Walcott at blive udtaget til det engelske landshold, der 15. november møder Slovenien i en EM-kvalifikationskamp og Skotland i en testkamp tre dage senere.

- Det er måske en anelse tidligt, men det vil være godt for ham at være i truppen. Det vil hjælpe ham mentalt at deltage i træningen og måske få nogle minutter på banen, vurderer Wenger.

Han antyder, at Walcott i tirsdagens Champions League-kamp hjemme mod belgiske Anderlecht også må tage plads på bænken og nøjes med en rolle som indskifter.

Arsenal kan allerede i den tredjesidste gruppekamp sikre sig avancementet til turneringens 1/8-finaler. Det kræver en sejr over Anderlecht, samtidig med at Galatasaray ikke vinder ude mod Borussia Dortmund.

Begge kampe begynder tirsdag klokken 20.45.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.