Wenger: Film skal straffes hårdt
Arsène Wenger mener, at det engelske fodboldforbund skal gå mere markant ind i kampen mod film.
Den franske Arsenal-manager Arsene Wenger vil have det engelske fodboldforbund FA til at udstede karantæner til fodboldspillere, der forsøger at snyde sig til dommerkendelser.
Den franske Arsenal-manager Arsene Wenger vil have det engelske fodboldforbund FA til at udstede karantæner til fodboldspillere, der forsøger at snyde sig til dommerkendelser. Foto: David Klein/ZUMAPRESS.COM


Debatten om, hvordan man kommer film til livs i den engelske Premier League, er blusset op igen.

Det er sket, efter at Chelsea-spillerne Cesc Fabregas, Diego Costa og Willian hver især har fået gult kort for at forsøge at påvirke dommeren med skuespil.

Advarslerne er dog ikke nok for Arsenals manager Arsène Wenger. Han mener, at det engelske fodboldforbund FA skal tage endnu skrappere metoder i brug for at stoppe snyderiet.

Franskmanden mener, at det skal være muligt at idømme spillere karantæne efter en kamp, hvis videooptagelser viser, at de har forsøgt at filme.

- Vi bør også straffe det, når kampen er spillet. Problemet er selvfølgelig at vurdere, om spillerne smed sig med vilje eller ej. Det er det store spørgsmål, og nogle gange er det ikke helt tydeligt.

- Derfor skal man kun straffe de åbenlyse sager, men ikke de tvivlsomme. Du er nødt til at give spillerne karantæne, for de stopper kun med at gøre det, hvis de er bange for at blive straffet, siger Wenger.

Andre Chelsea-spillere som Gary Cahill og Branislav Ivanovic er også blevet beskyldt for at falde for let, og det har fået manager Jose Mourinho til at give udtryk for, at klubben er udsat for en hetz.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.