Wawrinka slår kramperamt japaner og er klar til finale
Den schweiziske tennisstjerne Stanislas Wawrinka skal møde verdensetteren Novak Djokovic i US Open-finalen.
Stanislas Wawrinka skal for første gang i karrieren spille finale ved US Open.
Stanislas Wawrinka skal for første gang i karrieren spille finale ved US Open. Foto: Chris Trotman/AFP


Finalen i årets udgave af US Open bliver hos mændene et opgør mellem schweiziske Stanislas Wawrinka og serberen Novak Djokovic.

Det blev en realitet, efter at Wawrinka natten til fredag dansk tid i fire sæt vandt over japaneren Kei Nishikori i semifinalen i grand slam-turneringen.

Wawrinka vandt med cifrene 4-6, 7-5, 6-4, 6-2 i en over tre timer lang kamp, hvor spillerne var mærket af varmen og en høj fugtighed på banen i New York.

- Det var virkelig svære forhold. Det var varmt og fugtigt. Kei er en svær spiller at spille imod, og jeg er meget glad for at være i finalen, siger Stanislas Wawrinka efter kampen.

31-årige Wawrinka har tidligere vundet to grand slam-turneringer, men aldrig US Open, hvor han i år er tredjeseedet.

I første sæt så det ud til, at det heller ikke skulle blive tilfældet i år. Kei Nishikori, der i kvartfinalen slog Andy Murray ud, spillede næsten fejlfrit. Han blev kun noteret for to uprovokerede fejl i sættet.

I andet sæt begyndte tingene at fungere for Wawrinka, der er kendt for at have en af spillets bedste baghåndsslag. Han tog sættet 7-5.

I tredje og fjerde sæt var der masser af lange, intense dueller. Kei Nishikori syntes at være plaget af kramper i benene, og han begyndte at lave flere fejl.

En smule regn over New York betød, at taget på Arthur Ashe Stadium blev rullet ud i tredje sæt, men det ændrede ikke på, at Wawrinka havde fat i den lange ende. Han vandt relativt let fjerde sæt med 6-2.

I finalen kan han roligt lægge favoritværdigheden over på skuldrene af Novak Djokovic, der er suveræn verdensetter og forsvarende mester i US Open. Derudover har serberen vundet 19 ud af de 23 indbyrdes opgør.

29-årige Djokovic vandt i sin semifinale i fire sæt over Gaël Monfils og kan i New York vinde sin 13. singletitel i en grand slam-turnering.

Finalen begynder søndag aften dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.