Lørdagens ene semifinale ved mændenes sæsonfinale i tennis bliver et rent schweizisk anliggende.
Fredag aften spillede Australian Open-vinderen Stanislas Wawrinka sig som den sidste frem til semifinalerne i London og skal nu møde landsmanden Roger Federer.
I turneringens sidste gruppekamp slog han kroaten Marin Cilic 6-3, 4-6, 6-3.
Grundet stillingen i gruppe A behøvede Wawrinka blot at vinde tre partier i kampen for at avancere, hvilket var en en realitet, da han brød Cilic' serv til 3-1. Derefter cruisede han til sætsejr på 6-3.
Cilic, der nu havde tabt alle fem sæt i turneringen, mandede sig dog op og vandt andet sæt 6-4.
Kroaten kom også bedst fra start i de afgørende sæt, hvor han kom på 2-0, men Wawrinka kom stærkt tilbage og vandt 6-3.
Lørdag skal han op mod endnu sværere modstand, da Roger Federer har vist fremragende form hidtil i turneringen med tre sikre sejr.
Serberen Novak Djokovic, der også har været stærkt spillende, møder japaneren Kei Nishikori i den anden semifinale.
/ritzau/