Wawrinka fortsætter sit titelforsvar
Stanislas Wawrinka måtte slide hårdt for at nå blandt de otte bedste i Australian Open.
Sender Guillermo Garcia-Lopez ud af Australian Open.
Sender Guillermo Garcia-Lopez ud af Australian Open. Foto: Andy Brownbill/AP


Schweizeren Stanislas Wawrinka har stadig chancen for at genvinde Australian Open i tennis, efter at han tidligt mandag morgen dansk tid spillede sig blandt de sidste otte i dette års udgave af turneringen.

Men det krævede mere end tre timers hårdt arbejde, før den forsvarende mester havde sendt spanieren Guillermo Garcia-Lopez ud med et nederlag i fire sæt - en sejr, der samtidig er revanche for nederlaget til samme modstander ved sidste års French Open.

7-6, 6-4, 4-6 og 7-6 lød Wawrinkas sejrscifre efter en tæt kamp, hvor Garcia-Lopez havde fire sætbolde i fjerde sæts tiebreak, inden den forsvarende mester afgjorde kampen.

- Det var en virkelig hård kamp. Jeg er glad for at komme videre efter tre timers arbejde. Det var et godt niveau, og det er dejligt at nå en runde videre, siger Stanislas Wawrinka ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han havde pæne ord til den slagne spanier.

- Vi har tidligere haft en god kamp mod hinanden i French Open, og han er altid en hård mand at møde, for han har en god rytme og sætter dig under hårdt pres fra grundlinjen. Men jeg servede godt, lyder det fra den forsvarende mester.

I kvartfinalen venter et møde med den femteseedede US Open-finalist Kei Nishikori fra Japan. Nishikori slog spanieren David Ferrer i tre sæt, 6-3, 6-3, 6-3.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.