Wawrinka chokerer i French Open-finale og slår Djokovic
Novak Djokovic mangler stadig French Open-sejr på cv'et, da Stanislas Wawrinka vandt finalen i fire sæt.


Schweizeren Stanislas Wawrinka har søndag eftermiddag vundet grand slam-turneringen French Open for første gang i karrieren efter finalesejr på 4-6, 6-4, 6-3 og 6-4 over favoritten Novak Djokovic.

Serbiske Djokovic gik ellers ind til finalen som den store favorit efter storspil i såvel denne turnering som i sæsonen generelt, men Wawrinka spillede på sit absolutte topniveau.

Den serbiske verdensetter fik den start på kampen, han havde håbet på, og efter et par gode servepartier af begge spillere, lykkedes det Djokovic at få det servegennembrud, som betød, at han kunne køre første sæt hjem med 6-4.

Men Wawrinka har spillet en fantastisk turnering på det franske grus, og efter at have afgivet første sæt fandt han storspillet frem.

I de næste to sæt fik han sat sin serbiske modstander under et gevaldigt pres - især takket være sin eminente enhåndsbaghånd.

Djokovic fik lov at løbe meget, og oftest var det forgæves, fordi Wawrinkas højt anlagte spil lykkedes, og han slog langt flere vindere end Djokovic.

Schweizeren tog de næste to sæt med henholdsvis 6-4, 6-3, og så var der maksimalt pres på Novak Djokovic, der inden kampen ikke havde tabt en eneste kamp på grus i denne sæson.

Det lignede dog, at favoritten havde nerverne under kontrol, da han straks i fjerde sæt bragte sig foran med et brud, men Wawrinka fik brudt tilbage kort efter.

Og da Wawrinka brød Djokovic til 5-4, lignede det for alvor en overraskende schweizisk triumf.

I et nervepirrende sidste serveparti formåede Djokovic at afværge en matchbold, men anden gang, muligheden bød sig for Wawrinka, slog han til og sikrede sig finalesejren.

Dermed må Novak Djokovic for tredje gang i karrieren se sig besejret i finalen i den grand slam-turnering, han fortsat mangler i sin ellers hastigt voksende samling.

Det var Wawrinkas anden grand slam-sejr, efter han i 2014 sejrede i Australian Open.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.