- Anders Samuelsen må jo bo på månen, når han synes, at social dumping ikke er et problem i Danmark. Social dumping er en af de store udfordringer, vi står med, og det er også derfor, den tidligere SR-regering har sat en række initiativer i gang for at bekæmpe det, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen (S) til Politiko.dk.
Reaktionen kommer efter at formanden for Liberal Alliance i et interview med UgebrevetA4 argumenterer for, at bekymringerne om social dumping er stærkt overdrevet.
»Jeg har simpelt hen endnu ikke forstået, hvad social dumping går ud på. Hvor stort omfang har det i Danmark? Det er jo nærmest ikke-eksisterende,« siger Samuelsen til Ugebrevet A4.
Læs hele interviewet her
Udmeldingen gav straks reaktioner fra både fagbevægelsen, LO og fra støttepartiet Dansk Folkeparti.
- Det skyldes måske, at Anders Samuelsen aldrig for alvor har været ude på arbejdsmarkedet. Han skulle måske følge lidt med i, hvordan det ser ud ude i virkeligheden: På byggepladserne, i rengøringsbranchen og hos de vikarbureauer, der tilbyder østeuropæisk arbejdskraft til 60 kroner i timen, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti til Avisen.dk.
Læs også: Social dumping splitter blå blok
Nicolai Wammen mener desuden, det er beskæmmende, at Lars Løkke Rasmussens (V) parlamentariske grundlag efter hans mening viser ligegyldighed med danske løn- og arbejdsforhold.
- Det er en rystende udtalelse fra Anders Samuelsen, og jeg kan slet ikke forstå, at han er så virkelighedsfjern i forhold til, hvad der sker rundt om i Danmark, siger Nicolai Wammen.