Wammen besøger danske soldater i Irak
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) besøgte natten til torsdag danske soldater, som træner irakere i Irak.
Forsvarsminister Nicolai Wammen besøgte natten til torsdag de danske soldater, som træner de irakiske sikkerhedsstyrker.
Forsvarsminister Nicolai Wammen besøgte natten til torsdag de danske soldater, som træner de irakiske sikkerhedsstyrker. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Danske soldater, som træner de irakiske sikkerhedsstyrker, der bekæmper terrororganisationen Islamisk Stat, fik natten til torsdag for første gang officielt besøg af forsvarsminister Nicolai Wammen (S) på flybasen Al Asad Air Base.

- De danske soldater udfører en vigtig opgave under vanskelige vilkår, og vi kan være meget stolte af dem, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt for mig at komme ud i missionsområderne og høre fra soldaterne selv, hvordan de oplever situationen på basen.

- Soldaterne er udsendt på en vigtig mission, hvor de skal træne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de selv kan tage kampen op mod terrororganisationen Isil (et andet navn for Islamisk Stat, red.).

Nicolai Wammen understreger, at danske F-16 fly yder en stor indsats imod IS, men der er også brug for at træne kamptropper på jorden.

- Samlet set står det klart, at den indsats, der gøres fra koalitionen og de irakiske sikkerhedsstyrker, har medført, at Isil flere steder er blevet tvunget tilbage i forsvarspositioner, men vi skal fortsætte med at bekæmpe Isils terror dag og nat, så terroristerne aldrig får lov at rodfæste sig, siger Nicolai Wammen.

I oktober 2014 sendte Folketinget syv danske F-16-fly samt 120 soldater til at træne irakiske sikkerhedsstyrker i kampen mod IS.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.