Wada har fået overdraget Operacion Puerto-blod
Wada er måske snart i stand til at afsløre identiteten på op mod 200 dopingsnydere i "Operacion Puerto"-sagen.
Wada er ifølge det spanske medie El Español kommet i besiddelse af de beslaglagt blodposer fra politiaktionen "Operacion Puerto", der rystede international cykelsport i sommeren 2006.
Wada er ifølge det spanske medie El Español kommet i besiddelse af de beslaglagt blodposer fra politiaktionen "Operacion Puerto", der rystede international cykelsport i sommeren 2006. Foto: Colourbox/Free


En af historiens største dopingsager bliver måske snart trevlet helt op.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har nu fået overdraget de mere end 200 blodposer, der blev beslaglagt i forbindelse med politiaktionen "Operacion Puerto" for ti år siden.

Det bekræfter Wada i en pressemeddelelse onsdag aften.

- I forlængelse af den nylige dom i appelretten i Madrid om udlevering af de gemte blod- og plasmaposer fra Operacion Puerto kan Wada bekræfte, at Wada sammen med UCI (Den Internationale Cykelunion, red.) nu er i besiddelse af poserne, skriver Wada.

- Wada og UCI vil fortsætte den fælles efterforskning i Operacion Puerto og overveje alle juridiske muligheder, lyder det.

I mange år har det været et stort mysterium, hvem der var kunder hos Fuentes, der mærkede de mange blodposer med kodede navne.

Lækager indenfor det spanske politi førte alligevel til, at daværende cykelstjerner som Ivan Basso, Jan Ullrich og Tyler Hamilton blev identificeret.

Sagen rystede Tour de France i 2006, da flere ryttere måtte trække sig dagen før løbet.

Også fodboldspillere, atletikudøvere, tennisspillere og andre sportsudøvere menes at have været en del af lægen Eufemiano Fuentes' kundekreds.

Efter flere års usikkerhed om, hvad der skulle ske med blodposerne fra "Operacion Puerto" besluttede en spansk domstol i midten af juni, at de beslaglagte poser skulle udleveres til myndighederne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.