VW vil fikse fupsoftware på 91.000 biler i det nye år
Volkswagen-ejere med snydesoftware i bilen kan forvente at skulle en tur forbi mekanikeren i løbet af 2016.


Danske ejere af biler med snydesoftware fra Volkswagen kan forvente at blive kontaktet i begyndelsen af det nye år.

Volkswagen Danmark afventer grønt lys fra Trafikstyrelsen, efter at de tyske myndigheder har godkendt de tekniske løsninger, som skal råde bod på svindlen med dieselbilers forureningsniveau.

- Vi regner med, at det er en formsag og forventer at have en plan klar i begyndelsen af det nye år, siger pressechef i Volkswagen Danmark Søs Righolt til Ritzau.

- Når det sker, vil vi informere de berørte kunder om, hvad der skal ske med deres biler, og hvornår det kommer til at ske, siger hun.

I efteråret kom det frem, at millioner af biler på verdensplan var programmeret med software, som fik bilerne til at forurene mindre under test. Skandalen kostede VW-bossen Martin Winterkorn jobbet.

Omkring 91.000 biler i Danmark har den såkaldte snydesoftware installeret. Af dem er cirka 50.000 biler af mærket Volkswagen, mens resten er af mærkerne Audi, Skoda og Seat, som alle er ejet af VW-koncernen.

Det drejer sig om 1,2,- 1,6- og 2,0-liter dieselmotorer alle firecylindrede og produceret fra 2009 frem til 2015.

- Opdateringerne kommer til at foregå i løbet af 2016 og eventuelt lidt ind i 2017, siger Søs Righolt.

- For 1,2- og 2,0-typerne drejer det sig udelukkende om en softwareopdatering, hvilket kan sammenlignes med, når man opdaterer sin smartphone. Det tager cirka en halv time hos mekanikeren, fortæller hun og tilføjer:

- For 1,6-motoren er der yderligere et lille plastikrør, der skal installeres, så den proces kommer til at tage cirka en time.

Forenede Danske Motorejere (FDM) vurderer, at Volkswagens tidsplan for de danske biler er realistisk.

- Set i lyset af, at det er en relativt lille øvelse, som også kan foregå, uden at bilen skal op på en lift, har vi en forventning om, at værkstederne godt kan håndtere de mange ekstra biler i løbet af det næste års tid, siger afdelingschef i FDM Torben Kudsk Lund.

Samtidig opfordrer han bilejerne til ikke at have dårlig samvittighed i forhold til forureningsniveauet.

- Ja, der er en øget forurening fra de her biler, men det er meget lidt, hvis man ser det i det store billede, siger han.

Audi, Skoda og Seat vil på samme måde som Volkswagen løbende kontakte de danske bilejere, der er ramt af skandalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.