Prestige 2016
VVS-mester: Folk har fået mindre respekt for håndværkerne
Trods store satsninger har danskernes agtelse for håndværkerne ikke rykket sig i 10 år. VVS-mester Steen Mastrup med 40 års erfaring oplever ligefrem, at respekten for håndværkere er blevet mindre gennem årene.
VVS-mester Steen Mastrup (yderst t.h.) har 40 års erfaring og tager ofte lærlinge. Trods håndværkermangel oplever han, at danskerne har mindre respekt for de faglærte.
VVS-mester Steen Mastrup (yderst t.h.) har 40 års erfaring og tager ofte lærlinge. Trods håndværkermangel oplever han, at danskerne har mindre respekt for de faglærte. Foto: Steen Mastrup VVS Aps.


70.000. Så mange faglærte vil vi mangle om 10 år, hvis man spørger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Men noget tyder på, at de mange forsøg på at gøre håndværksfagene mere attraktive ikke har hjulpet. Håndværkernes prestige set gennem danskernes øjne er nemlig uændret siden 2006, viser en undersøgelse fra Ugebrevet A4 og Avisen.dk.

Det ærgrer Steen Mastrup, VVS-mester i den lille by Fensmark tæt på Næstved. Han er en garvet fyr inden for sit fag med omkring 40 års erfaring med håndværket, som udvikler sig med lynets hast.

- Folk synes, at håndværkere bare er nogen, der er der. Men det er ikke nogen, man har så meget respekt for. Før i tiden satte man mere pris på håndværkere. Det har ændret sig meget over de 30 år, hvor jeg har været mester, siger Steen Mastrup til Avisen.dk.

Tager altid lærlinge

I Ugebrevet A4 og Avisen.dk's undersøgelse af forskellige jobtypers prestige lander VVS'erne på nr. 54 ud af 99. VVS'erne er - modsat forhåbningerne - ikke steget i prestige, men faldet en enkelt plads på ranglisten set i forhold til i 2006. Samtidig peger flere prognoser på, at netop VVS'erne vil blive en mangelvare snart.

Hos Steen Mastrup har man dog ikke haft problemer med at finde dygtige svende til at tage sig af de sydsjællandske solceller, varmepumper og gaskedler.

- Mange af dem, der klager, er også dem, der ikke selv tager lærlinge. Vi er et lille firma med kun tre svende, men vi har altid en eller to lærlinge. Sådan har det været i 30 år, og sådan bliver det ved. Jeg har endnu ikke oplevet, at det skulle være svært at finde svende eller lærlinge, siger Steen Mastrup.

Faglærte ud på skolerne

Selvom Steen Mastrup ikke har svært ved at finde medarbejdere, er han alligevel ærgerlig over, at håndværket ikke trækker mere i de unge elever i folkeskolen, når de skal vælge uddannelse. 

- En skolelærer kan ikke rigtig fortælle noget om, hvad det vil sige at være håndværker. Man skal blive meget bedre til at få folk i branchen ud og fortælle og få eleverne ud i praktik, så de kan se, hvad det er for noget, vi laver, mener VVS-mesteren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.