Vulkanpenge beslaglagt: Chef mistænkt for millionsvig
Italienske myndigheder beslaglægger kæmpebeløb, der måske skulle være brugt til renovering af Pompeii.
Tidligere chef for Pompeii-attraktionen i Italien anklages for svindel og misbrug af offentlige midler.
Tidligere chef for Pompeii-attraktionen i Italien anklages for svindel og misbrug af offentlige midler. Foto: Cesare Abbate/AP


Myndighederne i Italien har beslaglagt næsten seks millioner euro - næsten 45 millioner kroner - hos en tidligere chef for den arkæologiske park ved berømte Pompeii, en af verdens største turistattraktioner.

Manden hedder Marcello Fiori, der i forvejen anklages for svindel og misbrug af offentlige midler.

Beslaglæggelsen blev gennemført af en politiafdeling under skattemyndighederne, og det var anklagemyndigheden, der undersøger Fiori og ni andre embedsmænd fra kulturministeriet i forbindelse med svindel og misbrug, som havde bedt om aktionen.

Fiori var ledende administrator i den antikke by Pompeii fra 2008 til 2010. I den periode var der også en del renoveringsarbejde i Pompeii, som i øvrigt fortsat ikke er fuldt udgravet.

Men en del af arbejdet blev ikke udført ordentligt, lyder anklagen blandt andet.

Fiori er anklaget for at have medvirket til, at prisen for renoveringsarbejdet blev pustet op med 400 procent i forhold til de faktiske udgifter.

Pompeii ligger nær vulkanen Vesuv, og det var Pompeii, der blev begravet ved et vulkanudbrud i år 79.

Byen blev dækket meget hurtigt af lava og seks meter aske fra vulkanen, hvilket betyder, at der efterhånden, som Pompeii udgraves, åbenbares en by, som den så ud dengang.

I 2014 besøgte 2,6 millioner mennesker Pompeii, der ligger ikke så langt fra Napoli.

Pompeii står på Unescos liste over bevaringsværdige steder, men har længe lidt under dårlig ledelse og misligholdelse. Bygninger er styrtet sammen, fordi de ikke er blevet ordentligt renoveret.

Der har været vandalisme, og den lokale mafia Camorraen skal også have haft sine fangarme ind over de penge, der er blevet afsat til at vedligeholde Pompeii.

Siden december 2013 har de italienske myndigheder forsøgt at rette op på forholdene i Pompeii. Nu ledes det arkæologiske områder af en politigeneral, og store renoveringsarbejder er i gang med finansiering af EU.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.