Vueltaens eneste dansker får ros af kaptajnen
Både kaptajnen og sportsdirektøren er imponeret af Jesper Hansens arbejde på 7. etape.
Jesper Hansen, her fotograferet i et DM-løb, har fået en god start på sin første Vuelta a España.
Jesper Hansen, her fotograferet i et DM-løb, har fået en god start på sin første Vuelta a España. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Grand Tour-debutanten Jesper Hansen spillede en synlig rolle på fredagens 7. etape af Vuelta a España, da han på den afsluttende stigning satte et hårdt tempo foran sin Tinkoff-Saxo-kaptajn Rafal Majka.

Og den danske klatrers hårde slæb er blevet bemærket af både Majka selv og holdets ledelse, der efter etapen fremhæver Hansens kørsel.

- Vi gjorde det godt. Holdet arbejdede virkelig hårdt for at køre mig i stilling i bunden af den sidste stigning. Movistar-holdet trak hårdt, og derefter tog Jesper Hansen over forrest i favoritfeltet og satte højt tempo, siger Rafal Majka.

Det var for sent at indhente etapens udbrydergruppe, men det hårde tempo til sidst var medvirkende til at knække Tour de France-vinder Chris Froome, der tabte tid til de øvrige favoritter.

Tinkoff-Saxo-sportsdirektør Tristan Hoffman havde en god dag i ledsagerbilen.

- Rafal Majka var supergod i dag, og han føler, at han bliver bedre for hver dag.

- Jesper Hansen gjorde også et fantastisk stykke arbejde, og han overraskede alle ved at sidde med de sidste 15-18 ryttere, mens han trak tempoet op forrest i feltet, siger Tristan Hoffman.

Hansen lod sig falde tilbage en kilometer før mål, da han havde arbejdet færdig. Det betød, at han til sidst tabte tre et halvt minut til favoritfeltet.

Rafal Majka blev nummer fem på etapen og avancerer til en samlet 13. plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.