Vuelta-arrangør neutraliserer holdtidskørsel på sand
Der bliver ingen tidsforskelle på 1. etape af Vuelta a España. Holdtidskørslen er neutraliseret på forhånd.
Nairo Quintana og resten af rytterne i Vuelta-feltet vil blive noteret for samme tid på holdtidskørslen lørdag, da den på forhånd er neutraliseret.
Nairo Quintana og resten af rytterne i Vuelta-feltet vil blive noteret for samme tid på holdtidskørslen lørdag, da den på forhånd er neutraliseret. Foto: Peter Dejong/AP


Ingen af rytterne i årets Vuelta-felt skal frygte for at miste kostbar tid på holdtidskørslen, som lørdag aften indleder årets sidste grand tour i Spanien.

Efter hård kritik fra rytterne af ruten, som indeholder hele syv skift af vejbelægning, herunder sand, på den blot 7,4 kilometer lange strækning, har arrangørerne valgt at neutralisere alle tidsforskelle, skriver Cyclingnews.

Det betyder, at samtlige ryttere vil blive noteret for samme tid på etapen, men der bliver fortsat kørt om etapesejren blandt holdene.

Flere af rytterne har de seneste dage lagt billeder af sandunderlaget op på Twitter og tilkendegivet deres utilfredshed med den, i deres øjne, farlige rute, som de forventeligt forcerer med omkring 50 kilometer i timen.

Blandt andet lagde Sky-folkene Chris Froome og Nicolas Roche billeder op af underlaget, hvor sidstnævnte lod billedet ledsage af teksten:

- Vuelta-holdtidskørsel!!!! Laver i sjov????

Efter et møde mellem rytterrepræsentanter, arrangørerne og Den Internationale Cykelunion (UCI) fredag har løbsarrangøren nu lyttet til kritikken og altså neutraliseret etapen.

Det har af logistiske og trafikale grunde ikke været muligt at omlægge ruten, hvorfor neutraliseringen er valgt som løsning i stedet.

Sidste års Vuelta blev også indledt med en holdtidskørsel, den gang over 12,6 kilometer og på et mere farbart underlag, og den blev vundet af Movistar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.