VU kritiserer dagpengeaftale: Strider mod Venstres dna
Venstres dagpengeaftale får kritik af Venstres Ungdom, fordi den kommer til at koste 300 millioner ekstra.
I Venstres Ungdom er man langt fra tilfreds med, hvad moderpartiet med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har gang i.
I Venstres Ungdom er man langt fra tilfreds med, hvad moderpartiet med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har gang i. Foto: Scanpix


Venstres eget ungdomsparti blander sig nu af koret af kritikere af den dagpengeaftale, som regeringen torsdag fik på plads med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

- Vi er dybt utilfredse med det, Venstre har gang i. Det er så langt fra Venstres grund-dna, at vi har svært ved at se, hvordan Venstre kan bakke om det, siger Chris Holst Preuss, formand for Venstres Ungdom, om aftalen.

- Vi forstår ikke, hvordan man kan sige, at man laver en reform, der ikke må koste penge, og så ender med at bruge 300 millioner kroner på, at flere skal være længere tid på offentlig forsørgelse frem for at komme i arbejde, siger VU-formanden.

Aftalen lægger sig op ad de forslag til et nyt dagpengesystem, som Dagpengekommissionen har fremlagt, men kommissionen var sat i verden for at finde løsninger, der ikke kostede flere penge.

Det gør den nye aftale, fordi partierne er blevet enige om, at de ledige skal have tre årlige karensdage, hvor de ikke får dagpenge. Kommissionen havde lagt op til otte karensdage om året for at finansiere forbedringer af systemet.

- Partierne burde have fulgt kommissionens forslag, så det nye dagpengesystem havde kostet nul kroner.

- Formålet må jo være at få flere mennesker i arbejde frem for at fastholde dem på offentlig forsørgelse. Det skulle man have diskuteret i stedet for, siger Chris Holst Preuss, som kalder aftalen for "hamrende uambitiøs".

Både SF og Enhedslisten er også utilfredse med aftalen, men dog på en anden baggrund end VU'erne. Begge oppositionspartier vil gerne tilføre flere penge til dagpengesystemet, men mener ikke, at problemerne med ledige, der ryger ud af dagpengesystemet, er løst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.