Avisen.dk's læsere giver ikke meget for en udmelding fra Asger Aamund.
Erhvervsmanden siger til Avisen.dk, at han ikke ville være bleg for at tage et arbejde under hans niveau, hvis det blev nødvendig.
- Ja. Selvfølgelig ville jeg det. Er man uden arbejde og på offentlig forsørgelse, så har man pligt til at tage, hvad der bliver tilbudt, siger Asger Aamund.
Men det er let for ham at sige, lyder det fra Avisen.dk's læsere på Facebook.
"Helt ærlig Asger Aamund! Stor sympati for dig ellers, men den bemærkning er billig: Du vil jo aldrig komme i den situation, hvor det skulle blive nødvendigt. Din baggrund og dit netværk gør jo, at skulle det værst tænkelige ske, så er der jo løsninger til en gage, der er 10 gange så stor som den man kan få i Føtex," skriver Orla.
Og Yvonne er enig.
"Det er let at sige, når det aldrig har været aktuelt og heller ikke bliver det," skriver hun.
Pia tror ikke, at Asger Aamund ville holde til jobbet i Føtex i længden.
"Nu ville det jo aldrig blive aktuelt for Asger, og så er det så nemt sagt, tror bestemt ikke at han ville kunne have holdt det job ud i længden. Det er altid nemmest at tale på andres end egne veje," skriver hun.
"Der må strammes mere op"
Der er dog også læsere, der bakker erhvervsmanden op.
"Man må tage hvad man kan få p.t. og så tag det videre forløb der fra - bedre at have noget frem for ingenting," skriver Kaja.
Og Inger er enig.
"Præcis et arbejde er et arbejde. Der må strammes mere op," skriver hun.
Asger Aamund er lige nu aktuel med DR-programmet 'Asger og de nye danskere', hvor han agerer han en slags mentor for seks ledige nydanskere, der forsøger at komme i arbejde. I det tredje afsnit, der blev sendt mandag aften, sendte Aamund deltagerne i arbejdsprøvning i netop Føtex for at teste deres arbejdsmoral. Men flere af deltagere følte sig overkvalificeret til arbejdet i et supermarked.
Du kan selv deltage i debatten på Facebook i opslaget nedenfor.