Vrede Charlie Hebdo-demonstranter får tåregas
For anden dag i træk er der sammenstød mellem politi og demonstranter i Niger.
Muslimer har verden over været på gaden for at vise deres vrede over forsiden på det seneste nummer af satiremagasinet Charlie Hebdo. Her er det i Yemen, hvor der demonstreres foran den franske ambassade i hovedstaden Sanaá.
Muslimer har verden over været på gaden for at vise deres vrede over forsiden på det seneste nummer af satiremagasinet Charlie Hebdo. Her er det i Yemen, hvor der demonstreres foran den franske ambassade i hovedstaden Sanaá. Foto: Hani Mohammed/AP


Fem mennesker meldes dræbt i Niger i forbindelse med voldsomme demonstrationer lørdag mod en tegning af profeten Muhammed på forsiden af det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det oplyser Nigers præsident, Mahamadou Issoufou. Han tilføjer, at alle fem omkomne er civile.

Fire lig blev fundet i udbrændte kirker, mens en kvinde blev fundet død i en bar. Hun menes at være blevet kvalt af tåregas og røg, oplyser præsidentkontoret ifølge tv-stationen France 24.

Præsident Issoufou har understreget, at de ansvarlige bag urolighederne vil blive identificeret og straffet, rapporterer France 24.

Det er anden dag i træk, at det vestafrikanske land er ramt af uroligheder på grund af vreden over det franske magasins forsidetegning og over, at regeringen har forbudt demonstrationer mod tegningen.

Det samlede dødstal for de to dage er oppe på 10.

Mindst otte kirker blev lørdag stukket i brand i Niamey, hvor demonstranterne også angreb barer, hoteller og andre virksomheder, som er ejet af ikke-muslimer eller havde franskklingende navne og skilte.

- Jeg har aldrig været så bange i mit liv, siger en kristen mekaniker til nyhedsbureauet AFP's korrespondent.

Tidligere på dagen affyrede politiet tåregas mod demonstranter, der smed sten mod politiet og satte ild til bildæk, mens de råbte "Allahu akbar".

Demonstranterne er rasende over satiremagasinet Charlie Hebdos seneste forside, som viser profeten Muhammed med skiltet "Jeg er Charlie" i kølvandet på angrebet mod bladets redaktion i Paris 7. januar.

Lørdagens demonstration kommer dagen efter, at en politimand og fire civile blev dræbt i landets næststørste by, Zinder.

Her blev tre kirker plyndret og det franske kulturcenter brændt ned.

Også andre steder i verden gik muslimer fredag på gaden for at vise deres vrede.

I Sudans hovedstad, Khartoum, og i hovedstaden i Algeriet, Algier, var der ifølge BBC demonstrationer.

I Pakistan endte en demonstration voldeligt i byen Karachi.

Mange muslimer ser enhver gengivelse af islams profet som en fornærmelse, mens vestlige regeringer støtter Charlie Hebdos ret til at bruge ytringsfrihed til at gøre grin med religion.

Den franske præsident, François Hollande, slog lørdag fast, at landet har "principper og værdier, navnlig ytringsfriheden".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.