Regeringen lancerede i dag en stortstilet plan for at rykke statslige arbejdspladser fra København til andre landsdele. Men samtidig har staten set stiltiende til, mens 45 arbejdspladser i Post Danmark sendes til Indien.
De 45 arbejdspladser er placeret i PostNord AB's danske regnskabscenter i Fredericia og København. Den danske og svenske stat ejer PostNord AB, som ejer Post Danmark A/S.
Fredericia mister 30 job
I Fredericia må op mod 30 medarbejdere vinke farvel til deres job i løbet af foråret 2016. Omkring 20 arbejdspladser skal sendes til Indien, mens 10 arbejdspladser sendes til København.
Fællestillidsrepræsentant og klubformand for HK Post og Kommunikation Eigil Johannesen undrer sig over at se kollegernes job flytte til Indien, alt imens man snakker om at rykke statslige arbejdspladser fra København til provinsen.
- Det er jo grotesk. Der er jo slet ingen sammenhæng i politikken. Og det er jo helt i modstrid med det, man signalerer om, at man skal flytte statslige arbejdspladser til provinsen, siger Eigil Johannesen.
Han anerkender, at udflytningen til Indien på papiret er en god forretning for PostNord AB.
- På virksomhedens regneark giver det mening. Det er indiskutabelt. Men samfundsøkonomisk kan jeg ikke se fornuften i det. Staten må som ejere have et ansvar for at stoppe det, siger Eigil Johannesen.
Frygter dominoeffekt
Tillidsmanden er ked af, at flere af hans kolleger står til at miste deres arbejde. Men han frygter også, at andre statsejede selskaber bliver inspireret.
- Hvis PostNord får lov til det, så frygter vi også, at andre statslige virksomheder lugter blod, og at det starter en dominoeffekt. Derfor bør staten som ejere erkende, at det næppe er en sundt for forretningen Danmark, når statslige arbejdspladser sendes ud af landet.