Vred seer klagede over kvindelige eksperter: Blev afvist af pressenævnet
Pressenævnet har afvist to identiske klager over henholdsvis DR og TV 2's brug af kvindelige fodboldeksperter.
En seer mener, at Malene Marquard blev valgt som fodboldekspert ud fra sit køn - og ikke sine kvalifikationer.
En seer mener, at Malene Marquard blev valgt som fodboldekspert ud fra sit køn - og ikke sine kvalifikationer. Foto: Mads Claus Rasmussen/TV 2.


Var TV 2 og DR's brug af kvindelige eksperter under det netop overståede EM i herrefodbold i strid med god presseskik?

Det mener en mandlig seer, som under slutrunden var så irriteret, at han valgte at klage til pressenævnet over tv-stationernes valg. 

Men pressenævnet vil slet ikke gå ind i sagen. Nævnet har afvist de to identiske klager over henholdsvis DR og TV 2, fremgår det af kendelserne, som pressenævnet har offentliggjort i dag, onsdag. 

Klageren mente, at både Arnela Muminovic, som var hyret ind af DR til studiet på Islands Brygge i København, og Malene Marquard, som diskuterede fodbold med de øvrige eksperter i TV 2's studie i Aarhus, var valgt ud fra deres køn - og ikke ud fra deres kompetencer.  

"Den kvindelige kommentator kan ikke anses for at være blandt landets bedste eksperter i herrefodbold. Det er ikke acceptabelt, at TV 2 prøver at politisere EM i herrefodbold. TV 2s opgave er ikke at føre politik, men derimod at være objektiv," argumenterede fodboldseeren ifølge pressenævnets kendelse. I klagen over DR er ordlyden den samme - blot er "TV 2" erstattet med "DR". 

For at kunne klage til pressenævnet er det imidlertid en betingelse, at klageren har "retlig interesse i det forhold, der klages over," står der i de to særskilte kendelser: 

"Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet."

Og det er altså ikke tilfældet for klageren, som derfor må opgive sin sag.  

DR: Vi gør præcis, som vi plejer

I følge pressenævnets kendelse sendte DR svar til klageren med følgende ordlyd:

- Vores panel er bygget op med en blanding af trænere, spillere og vidende fodboldjournalister. Præcis som vi plejer at gøre det. Og det er vi glade for. Du er selvfølgelig velkommen til at sende en klage til Pressenævnet.

Det gjorde den vrede seer så. 

Ordene bliver vendt og drejet 

Arnela Muminovic har tidligere udtalt til Fagbladet Journalisten, at hun har forståelse for, at folk skal vænne sig til en kvindelig fodboldekspert:

- Fordi jeg er kvinde, bliver hvert af mine ord vendt og drejet hjemme i stuerne. Særligt de første gange jeg var på skærmen. Og det kan jeg på en måde godt forstå. Jeg er ikke en kendt mandlig spiller eller træner, og seerne er ikke vant til at se en kvinde i den rolle. Derfor tester de dig af, sagde hun. 

TV 2's Malene Marquard, som har spillet på det danske kvindelandshold i fodbold, var også spændt på rollen som ekspert op til EM-slutrunden:

- Jeg er bevidst om, at jeg går ind i en mandemanege, men det er jo fodbold. Det er den samme bane, der spilles på. Det er de samme taktiske overvejelser, sagde hun til TV 2 før det gik løs.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.