Tv- og radiomanden Dan Rachlin er faret til tasterne for på Facebook at skrive endnu en update om nattens grove overfald på hans to sønner.
Først blev hans søn 13-årige Max ifølge Rachlin berøvet og overfaldet af tre voksne fyre i nærheden af Kokkedal. Og et par timer efter fik sønnen Hector, 20 år, tæsk af tre fyre i en sådan grad, at hans kæbe er smadret, og han må opereres.
Af Dan Rachlins seneste update kan man forstå, at nyheden om de to voldelige overfald på sønnerne har fået en del til at komme med racistiske kommentarer.
- Begge knægte har det efter omstændighederne godt! Det har til gengæld været møgubehageligt at se utallige eksempler på personer, der forsøger at inddrage deres modstand imod ikke etniske danskere i denne hændelse. I ved intet! Og I er oven i købet pisseligeglade med at vise denne uvidenhed i fuld offentlighed. Overfaldsmændene var i begge tilfælde etniske danskere. Feje små sjakaler, der angriber i flok, skriver han.
Sønnen Hector siger til bt.dk, at han nu er på Rigshospitalet, hvor han venter på at blive opereret for sin brækkede kæbe.
Han fortæller, at han i går aftes røg i diskussion med nogle andre gæster på et diskotek i København.
- Efterfølgende går vi ned ad Kronprinsensgade, hvor Café Sommersko ligger. Og pludselig er der tre mand omkring mig, og så begynder jeg at lunte væk, men de giver mig et slag i ansigtet. Og så kan jeg ikke huske så meget mere af selve overfaldet, siger han til BT.