Vred AGF-træner: Hobro burde have haft rødt kort
Wieghorst forstår ikke, at Thomas Hansen slap med et gult kort, da han nedlagde Vatsadze som sidste mand.
Morten Wieghorst hæfter er utilfreds med, at Hobros Thomas Hansen slap for en udvisning i anden halvleg.
Morten Wieghorst hæfter er utilfreds med, at Hobros Thomas Hansen slap for en udvisning i anden halvleg. Foto: Fotograf Niels Husted/free


AGF måtte fredag aften se sig slået på et mål i slutminutterne, da aarhusianerne tabte med 1-2 på udebane til Hobro i Alka Superligaen.

AGF-træner Morten Wieghorst hæfter sig især ved en kontroversiel situation efter pausen, hvor han mener, at Hobros Thomas Hansen burde have haft rødt kort for at nedlægge Mate Vatsadze på kanten af feltet.

- Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad dommeren tænkte i den situation. Det var jo med vilje, at Thomas Hansen nedlagde ham, og da han er sidste mand, burde det have givet et rødt kort, siger Morten Wieghorst.

- Dommeren så jo situationen, og det var derfor, at han dømte frisparket. Hvis ikke det var til et rødt kort, så ved jeg ikke, hvad der skal til.

Gæsternes Daniel Christensen er enig med sin træners vurdering af sagen, og han mener også, at AGF blev frarøvet en oplagt scoringsmulighed i situationen.

- Som jeg så det, så havde Mate (Vatsadze, red.) frit løb mod målet, da han blev nedlagt, så der burde nok have været givet et rødt kort, men dommeren vurderede anderledes, og det er jo hans valg, siger Daniel Christensen.

Udover det manglende røde kort ærgrer han sig også over, at AGF ikke fik mere med fra Hobro.

- Vi var i fuld kontrol i det meste af kampen, og vi fik lukket godt ned for dem. Vi manglede lidt skarphed oppe foran, og så må vi aldrig lukke et mål ind til slut, som vi gjorde.

- Vi følte, at det var en kamp, vi havde styr på, og som vi kunne have vundet, siger Daniel Christensen.

Næste opgave for AGF i Alka Superligaen er hjemmekampen mod Sønderjyske i næste spillerunde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.