Vraget U21-spiller: A-landsholdet er plaster på såret
Lucas Andersen håber på at få spilletid i A-landsholdets venskabskamp mod Montenegro på mandag.


Det var en stor nedtur for Lucas Andersen, at kantspilleren ikke blev udtaget til det kommende U21-EM.

Kort tid efter skuffelsen blev Lucas Andersen dog udtaget af Morten Olsen til A-landsholdets kampe mod Montenegro og Serbien, og det hjalp lidt på humøret.

- Det var selvfølgelig fedt efter så stor en skuffelse. Det er en slags plaster på såret, selv om det selvfølgelig stadig er hårdt ikke at være med ved EM.

- Jeg ser A-landsholdet som en mulighed for at vise mig frem især over for Morten - også med henblik på fremtiden. Jeg vil gerne levere et godt indtryk og vise, jeg er berettiget til at være med på A-landsholdet.

- Det er altid superfedt at være med blandt de bedste spillere i landet. At måle sig med dem, det er det ypperste. Det er bestemt et kæmpe skulderklap, siger Lucas Andersen.

Den 20-årige Ajax-spiller har virket fuld af energi til landsholdstræningerne i Helsingør, men det fylder meget uden for banen, at han blev vraget til U21-EM.

- Det er en kæmpe skuffelse, at jeg ikke er i blandt. Det var noget, jeg 100 procent havde regnet med. Jeg føler bestemt, jeg har kvaliteterne til at kunne bidrage med noget i den landsholdstrup.

- Nu har jeg ikke haft det allerbedste forår, så det spiller selvfølgelig også ind. Samtidig har træneren måske vurderet, at han havde brug for nogle andre kvaliteter i truppen og set bort fra mig.

- Så, det er bare om at vise mig frem her. Jeg vil vise, at jeg sagtens kan være med på A-landsholdet, hvis jeg får chancen i kampen på mandag, siger Lucas Andersen.

Spørgsmål: Synes du, det er berettiget, du ikke kom med i U21-truppen til EM?

- Nej, det synes jeg ikke, det er. Hvis, jeg skal være helt ærlig, så føler jeg, at jeg bestemt er god nok til at være blandt de 23 mand, der drager til EM, fastslår Lucas Andersen.

Spørgsmål: Hvis, der kommer afbud til U21-EM, er du så klar til at træde til?

- Det bliver jeg nødt til at være. Så må jeg lægge skuffelsen bag mig over at blive siet fra i første omgang. Så er det bare om at gribe de få chancer, man får og vise sig frem på bedst mulig vis. Det er jeg klar til, siger Lucas Andersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.