Vov vov: Hund invaderer banen under sportskamp
Spillere fik pludselig følgeskab af en hund, som løb ind på banen midt under en cricketkamp.
Tirsdag blev en cricketkamp mellem to indiske hold afbrudt af en hund, der løb ind på banen. 
Tirsdag blev en cricketkamp mellem to indiske hold afbrudt af en hund, der løb ind på banen.  Foto: Scanpix


En hund skabte tirsdag kaos under en cricketkamp i Indien mellem Rising Pune Supergiants og Delhi Daredevils. Spillerne løb rundt efter hunden og forsøgte at få den væk fra banen.

Publikum jublede af den ufrivillige underholdning, da mandskab jagtede hunden rundt på stadion i den vestindiske by Visakhapatnam.

Delhi-spilleren Rishabh Pant forsøgte blandt andet at skræmme hunden, da den satte sig til rette ved siden af ham fem bolde inde i anden inning.

Hunden så ud til at befinde sig ret godt midt i kampen. Foto. Scanpix

Men hunden logrede bare med halen og nød tilsyneladende opmærksomheden så meget, at den ikke ville gå væk fra banen.

Den sydafrikanske Delhi-spiller Chris Morris prøvede sammen med den australske holdkammerat at lokke hunden væk ved at vifte med et blåt håndklæde.

Hunden endte omsider med at blive gennet væk, og Pune-spillerne var efterfølgende bedst til at holde koncentrationen trods afbrydelsen af kampen, som også blev forkortet på grund af regn. Og Pune kunne trække sig sejrrigt ud af matchen.

Det er ikke første gang, en sportsbegivenhed bliver afbrudt af løse hunde. I Indien findes der tusindvis af hunde, der render rundt på gader og stræder uden ejer.

I 2011 blev indiske arrangører nødt til at afbryde en Formel 1-træning, da en hund løb ind på banen Buddh International Circuit.

 

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.