Vollsmose-drenge kastede sten under valgkamp: Kræves udvist
Anklagemyndigheden vil have udvist unge, der i juni kastede sten og brandbomber mod politiet.
Retssagen mod de ni unge begynder på tirsdag.
Retssagen mod de ni unge begynder på tirsdag. Foto: Scanpix/arkiv


Anklagemyndigheden vil have udvist fem af ni drenge og unge mænd fra Vollsmose, der under valgkampen i juni kastede med sten og brandbomber mod politiet i Bøgeparken i Odensebydelen.

Det fremgår ifølge fyens.dk af et anklageskrift mod de ni, som avisen har fået aktindsigt i.

Angrebene fik Lars Løkke Rasmussen til at haste til Vollsmose, og både Venstre-formanden og Socialdemokraternes daværende justitsminister, Mette Frederiksen, der i dag er formand for partiet, krævede, at der bliver slået hårdere ned på stenkasterne, eksempelvis med netop udvisninger.

Det er blandt andet på baggrund af videoptagelser fra området, at det er lykkedes politiet at identificere de ni drenge og mænd, der er mellem 15 og 18 år.

De unge er tiltalt for i forening at have udøvet vold mod betjentene og skabt overhængende fare for deres liv og førlighed ved at kaste sten, flasker og såkaldte molotovcocktails mod flere patruljevogne.

Retssagen mod de ni unge begynder på tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.