Pokaltitlen er sikret, og onsdag aften kan Gentofte Volley tage første stik i DM-finaleserien mod Middelfart Volley Klub.
Og Gentofte tørster efter succes. Den seneste DM-titel ligger tilbage i 2007, og de seneste tre sæsoner har holdet fra Storkøbenhavn måttet se sig besejret i finalen.
Derfor vil det også være en stor bedrift for holdet, hvis det kan hjemføre The Double i år.
- Det vil være stort. Det er ikke lykkedes for os siden 2007, så det vil være meget stort. Helt afgjort, siger sportschef i Gentofte Volley, Peter Borglund.
- Vi har været i finalen nogle gange siden, men nu skal det være, tilføjer han.
På den anden side af nettet i finaleserien står vinderne af grundspillet - Middelfart, men Peter Borglund tør alligevel godt at give Gentofte en lille favoritværdighed.
- Jeg kan godt forstå, nogen mener, vi er favoritter, men jeg synes også, man skal kigge på, at vi kun blev nummer tre i grundspillet, hvor Middelfart kun tabte én kamp. Så favoritværdigheden ligger ikke så klokkeklart hos os, mener han.
- Men hvis vi spiller godt, så skal Middelfart spille virkelig, virkelig godt for at vinde, siger Peter Borglund.
Inden påske kørte Gentofte de forsvarende mestre Marienlyst over med 3-0 i kampe i semifinalen, mens Middelfart slog Hvidovre med tilsvarende cifre.
Finaleserien spilles bedst af fem kampe, og som vinder af grundspillet har Middelfart hjemmebane i første, tredje og en eventuel femte kamp, mens Gentofte må nøjes med at have hjemmebane i anden og en eventuel fjerde kamp.
Første kamp spilles onsdag i Middelfart fra klokken 19.30.
/ritzau/