Voldsomt vejr: Tre dræbt i Australien
Cyklon-lignende vejr har ramt Australiens østkyst. Tre personer er omkommet, og over 200.000 er uden strøm.
Australiens østkyst er ramt af oversvømmelser efter et voldsomt uvejr.
Australiens østkyst er ramt af oversvømmelser efter et voldsomt uvejr. Foto: Colourbox/free


Et voldsomt uvejr hærger tirsdag Australiens østkyst med vindstød på op til 135 kilometer i timen og regn i mængder, der normalt skal måles efter måneder.

I byen Dungog, der ligger to-tre timers kørsel nord for storbyen Sydney, har tre personer mistet livet i oversvømmelser. Der er tale om to mænd og en kvinde, ifølge lokalavisen Dungog Chronicle alle ældre personer.

Tidligere er to personer blevet meldt savnet, men det er ikke klart, om de er blandt de omkomne.

Forsyningsselskabet Ausgrid oplyser, at 215.000 huse og forretninger i og omkring Sydney er uden strøm, og meldingen er, at "det kan tage flere dage", før alle kunder igen er forbundet til el-nettet.

Mange skoler er blevet lukket, og myndighederne opfordrer folk til at holde sig inden døre.

Tv-stationer viser billeder af træer, der er revet op med roden, og biler, der er blevet kastet rundt af vinden. På NBN Television kan man se et hus, som er blevet revet med af en stor flodbølge i Dungog. I det område er der faldet 312 millimeter regn i løbet af et døgn, hvilket er den største mængde nedbør i over 100 år.

Samtidig er den offentlige transport i Australiens største by også hårdt ramt af forsinkelser og aflysninger på både tog-, bus- og færgenettet. Lufthavnen i Sydney er også ramt af forsinkelser og aflyste fly.

Mange af Sydneys strande - herunder den berømte Bondi Beach - er desuden lukket på grund af de voldsomme vindstød, der hvirvler store sandmængder op i luften og skaber bølger, som de færreste surfere vil turde bevæge sig ud i.

Et sted er der blevet målt bølger med en højde på 11,2 meter, skriver The Sydney Morning Herald.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.