Voldsomt styrt kan koste Vonn den samlede World Cup
Lindsey Vonn måtte køres på hospitalet efter voldsomt styrt i lørdagens super-G-løb i Andorra.
Den amerikanske skidronning Lindsey Vonn måtte køres væk på båre efter et styrt i høj fart lørdag. (Arkivfoto)
Den amerikanske skidronning Lindsey Vonn måtte køres væk på båre efter et styrt i høj fart lørdag. (Arkivfoto) Foto: Alessandro Trovati/AP


Et voldsomt styrt i lørdagens super-G-løb kan muligvis koste amerikaneren Lindsey Vonn den samlede World Cup-sejr, som hun ellers lå lunt i svinget til.

Den amerikanske fartdronning styrtede i høj fart på vej ned ad pisten i Andorra, og hun var ikke i stand til at støtte på sit ene ben efterfølgende.

Derfor blev hun fragtet fra pisten og til hospitalet på en båre. På hospitalet skal skadens omfang undersøges nærmere.

31-årige Vonn har tidligere haft store knæproblemer, som har kostet næsten hele skisæsoner i 2013 og 2014.

Lindsey Vonn førte inden lørdagens løb den samlede World Cup med 23 point ned til schweizeren Lara Gut, som efter Vonns styrt kun formåede at køre sig til en 16.-plads lørdag i svært føre.

Det gav Gut 15 point, hvorfor hun nu blot er otte point efter amerikaneren i stillingen.

Skulle skaden til Vonn vise sig at holde hende ude i et eller flere af sæsonens resterende løb, vil Lara Gut givetvis overtage føringen meget snart.

Lindsey Vonn har vundet 76 sejre i World Cuppen gennem karrieren, primært i fartdisciplinerne, og hun har fire gange vundet den samlede World Cup - senest i 2012.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.