I weekenden kom det frem, at Ketty Schulz på 51 år fra Aabenraa skulle tvinges til at flytte fra hendes lejlighed gennem 22 år og i stedet flytte ind i en ungdomsbolig. Det skulle hun, da hendes husleje ifølge kommunen var for høj, efter hun var endt på kontanthjælp som resultat af et langt sygdomsforløb med kræft.
Samtidig rettede Ketty Schulz' partsrepræsentant, Mogens Rerup, en skarp kritik mod kommunen.
Nu er sagen om Ketty Schulz eksploderet. Borgmesteren for Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V), anklager nemlig i en udtalelse til Avisen.dk Mogens Rerup for at lyve.
Thomas Andresen benægter blandt andet, at lejligheden, som Ketty Schulz har fået tilbudt, er en ungdomsbolig, og at hun er blevet tvunget til at tage imod den. Det billede kan Ketty Schulz dog ikke genkende.
- Kommunen vil ikke tvinge mig, men de siger ikke noget om, at jeg har lov til at sige nej til et ungdomsværelse. Jeg kan vise billeder af det værelse, jeg fik tilbudt i afdeling 26, Præsteskoven i Aabenraa, som står opført som ungdomsboliger, og anden gang er det værelser på Petersborg, siger Ketty Schulz til Jydske Vestkysten.
Aabenraas borgmester sender også en bredside mod Mogens Rerup, der er Ketty Schulz' partsrepræsentant.
- Helt generelt sidder jeg tilbage med en klar fornemmelse af, at Mogens Rerup løber med løse påstande og bevidst forsøger at fordreje fakta i pressedelen af denne triste sag, skriver Thomas Andresen i udtalelsen til Avisen.dk.
Og det er noget, der falder Mogens Rerup for brystet.
- Det er fandme for groft. Der står jo direkte, at jeg lyver. Jeg er blevet beskyldt for meget, men jeg er altid blevet regnet for det, som man på godt jysk kalder for 'ordentlig', siger Mogens Rerup.
"De tager konen til gidsel"
Mogens Rerup mener, at han allerede har tilbagebevist alle borgmesterens anklager.
- Det må være pinligt for borgmesteren at sende sådan noget bras ud i offentligheden, fordi hans embedsmænd ikke kan vejlede ham ordentligt. Så kommer han til at skrive noget sludder, og det er jo på sin vis ikke hans skyld, siger Mogens Rerup til Avisen.dk.
En simpel Google søgning viser også, at lejligheden, som Ketty blev tilbudt, er anført som en ungdomsbolig. Thomas Andresen meddeler dog Avisen.dk, at han i stedet omtalte en anden bolig, som Ketty Schulz havde fået tilbudt.
Ifølge Mogens Rerup har Aabenraa Kommune absolut ingen lovhjemmel for at tvinge Ketty Schulz ud af hendes lejlighed gennem 22 år. I stedet benytter kommunen hende som prøvekanin for at se, hvor meget de kan presse borgere på kontanthjælp.
- De tager konen som gidsel for at se, hvor langt de kan gå i sådanne sager, før Ankestyrelsen kommer og stopper dem. De skal jo dokumentere, og de siger, at de vurderer. Det er jo ikke et argument, det er en personlig mening fra en stakkels kvinde uden ordentlig uddannelse på ydelseskontoret, siger Mogens Rerup.
Borgmester: Vi skal tage dialogen med Ketty
Borgmester i Aabenraa Kommune Thomas Andresen fortæller Avisen.dk, at han er ked af, at dialogen er endt med at blive et slagsmål i medierne efter hans skrevne udtalelse.
- Mogens Rerup skriver jo et åbent brev til mig, men før jeg når at læse det eller komme med et svar, så ligger det på Facebook. Så man kan jo diskutere i hvilket omfang, han virkelig ønsker en dialog eller bare vil ligge pres på mig, siger Thomas Andresen til Avisen.dk.
Han forklarer, at han er ked af Ketty Schulz' opfattelse af hendes sag. Især beklager han, at hun har fået den opfattelse, at hun ikke kan sige nej til boligtilbudet.
- Hvis boligen er en ungdomsbolig i et ungdomsmiljø, kan jeg da sagtens forestille mig, at hun ikke er interesseret i den, og hun kan altid sige nej, siger Thomas Andresen.
Grunden til, at Ketty Schulz har fået tilbudt ungdomsboligen, er ifølge Thomas Andresen, at Aabenraa Kommune har kunnet regne ud, at hendes rådighedsbeløb gør det umuligt for hende at blive boende i hendes nuværende rækkehus.
- Jeg ville være meget ked af, hvis det bliver fremstillet sådan, at Aabenraa Kommune har truet en tidligere ansat gennem 22 år, fyrer hende på grund af kræft og så tvinger hende i en ungdomsbolig. Det billede er ikke korrekt, siger Thomas Andresen.
I stedet for at skændes med Mogens Rerup i pressen vil borgmesteren hellere i dialog med Ketty. I den forbindelse håber han, at hun vil tage Mogens Rerup med som rådgiver til fremtidige møder. I dag er Ketty Schulz cancerfri
Rettet 14.10.16: Tidligere fremgik det af artiklen, at Ketty Schulz var ramt af cancer. Dette er ikke tilfældet, da hun i dag er cancerfri. Avisen.dk beklager fejlen.