Voldsomt røveri på hotel: Receptionist truet med kvælertag og pistol
Tre mænd lå på lur, inden de slog til mod københavnsk hotel. Ingen er endnu anholdt i sagen.
Politiet leder efter tre mænd, der lørdag aften røvede et hotel i Valby.
Politiet leder efter tre mænd, der lørdag aften røvede et hotel i Valby. Foto: Scanpix


Med pistol truede tre mænd sig sent lørdag aften til 2000 kroner i kontanter på Hotel Rossini, der ligger på Gammel Jernbanevej i Valby.

Det oplyser Sajjad Haider, central efterforskningsleder hos Københavns Politi, til Ritzau.

Anmeldelsen om røveriet kom klokken 23.33, efter at mændene havde ligget på lur.

- De tre mænd holder øje i hvert fald i et stykke tid i en baggård til hotellet og på et tidspunkt, da de ser deres snit til det, løber de ind. Den ene gerningsmand har trukket en pistol, og de to andre går ind bag disken og tager fat i receptionisten og tager blandt andet kvælertag på ham.

- Så spørger man, hvor pengekassen er, og det viser han, og så får de fat i nogle nøgler til kassen. Det er et beløb på cirka 2000 kroner, man tilegner sig derfra, fortæller Sajjad Haider.

Receptionisten slap uden alvorlige skader, men er ifølge efterforskningslederen chokeret oven på oplevelsen.

De tre gerningsmænd løb væk med pengene i retning mod Banevolden og efterfølgende mod Valby Langgade.

Patruljer og hunde har søgt i området, men det er hverken lykkedes at finde frem til gerningsmænd eller genstande, som de eventuelt skulle have smidt fra sig.

To af gerningsmændene var iført joggingbukser. Den ene af dem bar desuden en mørkeblå hættetrøje med hvid lynlås, mens den anden havde en sort skaljakke på.

Politiet har ikke noget signalement på den tredje gerningsmand.

Har nogen set noget mistænkeligt i nærheden af hotellet eller på de tre mænds formodede flugtrute, opfordres de til at kontakte politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.